De venstrehåndedes forening

Af Håkan Nesser. Modtryk, 2018. 462 sider.

Den nye Nesser-roman handler om hvordan en skoledrengeklub fra starten af 1960’erne rummer kimen til en række forbrydelser, herunder mord, i mange årtier efter.

De bedste af Håkan Nessers bøger har en dybde i fortælling og persontegninger, der løfter dem højt over næsten alle andre nutidige kriminalromaner.

Men der kan være meget stor forskel på, hvor godt jeg synes om hans bøger. Således droppede jeg at læse serien om Van Veeteren efter at have læst de første bøger. Ondskab, psykopater og det der ligner fyldte for meget – og det synes jeg dels er ubehageligt, dels lidt for nemt og klichefyldt.

Serien om Barbarotti er jeg til gengæld meget begejstret for, her er mere interessante personer – som man også nemmere kan identificere sig med, bl.a. fordi der ikke er så skarp en opdeling mellem ”gode” og ”onde”.

Hvorfor nu denne indledende smøre om andre af Nessers bøger? Jo for i ”De venstrehåndedes forening” mødes Van Veeteren og Barbarotti. Og hvordan spænder det så af?

Lad det være sagt med det samme: Der er mest Van Veeteren i Nessers nye bog. Så selvom Nesser uomgængeligt skriver godt og fængende, og jeg slugte bogen på et døgn, så sidder jeg alligevel tilbage en smule skuffet. Morderen er mildest talt hellere ikke ganske ugættelig.

Og så er jeg nok også ved at være lidt træt af tricket med at springe frem og tilbage i tid. (Jeg har lige læst Tolstojs Anna Karenina, som viser, at hvis man skriver tilstrækkeligt godt og har en tilstrækkelig god historie, så er en almindelig kronologisk fremstilling helt tilstrækkelig for at holde læserens nysgerrighed fangen.)

Nessers forrige bog, ”Eugen Kallmanns øjne”, var helt i top og på linje med de bedste Barbarotti-bøger (som fx ”Menneske uden hund”). Hvilket også var tiltrængt efter flere halvsløje og lidt for mystiske bøger.  Den seneste bog er for mig et skridt tilbage – men stadig bedre end de fleste andre kriminalromaner.

Skriv et svar

9 + thirteen =