Den der lever stille

Af Leonora Christina Skov. Politikens Forlag, 2018. 375 sider.

Jeg læste bogen lige da den udkom i starten af 2018, hvor jeg kun skrev for få mennesker på facebook. Fordi bogen er så god, fortjener den at få nogle – kun lettere opdaterede – ord med på vejen her.

Bogen handler om Leonoras meget problematiske forhold til sin mor, og den slags kan jo meget nemt blive til følelsesporno og/eller kedeligt trivielt – normalt læser jeg af samme årsag ellers aldrig den slags.

Men den fælde falder hun slet, slet ikke i. Den måde, som hun skriver på, har meget dybde og refleksion – og sprogligt er det bare så præcist og smukt. Som læser at få noget at tænke over, samtidig med at læseoplevelsen er så dejlig – så går alting op i ét, det er dyleme tæt på zen.

Jeg har været rigtig glad for hendes tidligere bøger, selvom de var helt anderledes. Men “Den der lever stille” er helt udenfor sammenligning. Den krøb ind i mig og lagde sig om mig, på en måde bøger trods alt sjældent gør. Jeg er helt fyldt, Og tænker, at det er trist, at så mange har kunnet genkende sig selv i forfatterens oplevelser. Og at det er trist, at jeg kan genkende noget af mig selv i dele af figuren af faren… Men først og fremmest er det godt, at bogen er skrevet. Tillykke til forfatteren med et stort værk, og tak.

Skriv et svar

17 − four =