Dit fravær er mørke

Jon Kalman Stefansson: Dit fravær er mørke. Skrevet på islandsk i 2020. Udgivet på dansk af Batzer & Co. i 2022. 566 sider.

Jon Kalmans netop udgivne bog er nok den smukkeste skønlitterære bog, jeg har læst. Så er anbefalingen ligesom på plads fra start…

Den handler – som de fleste af Jon Kalmans bøger – om islændinge i vekslende nu- og fortid; i denne bog om et antal slægter i et område på landet, der følges over de sidste godt 100 år.

Jon Kalman har et sprog, der er så poetisk, vemodigt og smukt at man skal have ret hård hud for ikke at blive ramt. I modsætning til den alt for uendelige mængde af skønlitterære føle-for-at-føle-bøger uden vitaminer, der er på markedet, er Jon Kalmans fortællinger og sprog så dejligt frit af klicheer, af forudsigelighed; og så præget af en troværdig dybde, at det er en konstant fornøjelse at læse om de sjæle, der indgår i bogen. For man får netop en fornemmelse af det, jeg med et lidt fortærsket og misbrugt ord må kalde deres sjæle.

Og jeg, der nærmest afskyr bøger med virkemidler, der gør øjenkrogene rimtunge, og ikke ser grund til at belemre sig selv i fiktionens verden med tristhed, må af ovenstående grunde bare overgive mig. Ikke at fortællingen primært er trist; slet ikke, der er også megen glæde og humor. Men indimellem får også sorgen og ikke mindst vemoden sine stunder. Og det er så smukt alt sammen. Så ja, i morges, da jeg lå i sengen og læste de sidste 60 sider, og var meget stille og helt lukket ude fra omverdenen, så blev der lidt fugtigt undervejs i de dér kroge…

Udover at der er nogle rigtigt gode og fængende fortællinger, så handler det nok så meget om, hvordan man er og kan være i livet. Dybe, troværdige refleksioner eller bare hurtige indskud. Det er på sin helt egen Kalmanske facon læsning om det at eksistere. Bare en hel del mere konkret og klart end Sartre og alle mulige andre filosoffer. Men ikke desto mindre noget, der giver mig som læser anledning til eftertanke.

Når jeg genlæser linierne ovenfor, synes jeg de er ret abstrakte og klichefyldte. Men jeg er jo heller ikke nogen Kalman. Så lad mig i stedet give ham ordet, med nogle teksteksempler:

Først om da Karis kone dør:

“Ingen fik besked før den følgende aften. Kari sad hele dagen hos sin kone, holdt hendes hånd i sin, mærkede den blive kold. Deres børn skrev i fællesskab en nekrolog, som var kort, næppe mere end ti linjer, og alligevel var de en hel aften om at få stykket den sammen. Der viste sig at være så lidt at fortælle. (…) Hun levede i halvfjerds år, og alligevel er der ikke ret meget at sige om hende. Bortset fra at hun var en hegnspæl, forstod sig på tyre, havde fornøjelse af at kigge på stjerner, af at høre sin mand læse op af Gunnarsson og Laxness. Der findes liv, der fremstår så begivenhedsfattige at det nærmest er umuligt at beskrive dem. Lidt ligesom hegnspæle. Men samtidigt holder de hegnet oppe for os.”

Senere:

“Så oprandt de stille vinteraftener der som salighedsøer flyder rundt i hans erindringshav….”

Og en af fortællingens personer siger:

“I begyndelsen var kønsdriften, og kønsdriften var hos Gud.”

Et andet sted reflekteres der over et levet liv:

“Det her funkede bare ikke. Næsten intet har funket. Hvad der i og for sig er godt, for intet liv trives uden fejltagelser. Man kan endda gå så vidt og sige, at fejltagelserne er skæbnens nødvendige kompasmisvisninger. Du ved velsagtens at Gud og Djævelen skabte mennesket i forening? Det sidste Gud gav mennesket var bevidsthed og sagde så at det nu var fuldkomment. Men så tilføjede Djævelen underbevidstheden.”

Senere, hvor en af fortællingens personer reflekterer over sit liv, og sine valg heri, hvor valgene uundgåeligt indebar sorg for nogen:

“For nogle gange er noget nødt til at briste. Nogle gange er nogen nødt til at blive ramt af ulykke og sorg. Det er så uretfærdigt, men der er ikke meget vi kan gøre ved det. Alt dette måtte nødvendigvis ske. Jeg er til fordi verdner løb af sporet.”

Som det fremgår af citaterne, benytter Kalman heldigvis ikke grammatisk komma. Det ville ganske have ødelagt det poetiske sprog.

Konklusionen er klar: Har du læst Jon Kalmans tidligere bøger, vil du mildest talt ikke blive skuffet over hans seneste. Og har du ikke, så glæd dig til at gå om bord i det der efter min mening er hans hidtil bedste bog.

P.s.: Der optræder en del personer – men der er bagest i bogen et glimrende personregister, hvilket var fint for én som mig, med en ikke overdrevet udviklet hukommelse…

Skriv et svar

1 × 4 =