De dødes rige

Af Henrik Pontoppidan. Gyldendal, 2014. 727 sider. Første gang udgivet i 1912-22.

Fortællingen er grundlæggende fængende, og personerne interessante og troværdige. (Og den er naturligvis overdådigt godt skrevet.) Og så hænger der en eller anden grad af åndfuldhed og implicitte overvejelser om eksistens over det væsentligste af personernes tænken, gøren og laden. Bogen handler om bønder og borgere, kunstnere og politikere, smeden og godsejeren. Om land og by. Om rigtige mennesker, deres tvivl, stræben, usikkerhed, forvildelser, kærlighed, politik. Og i særdeleshed om de tankesæt og anskuelser, som bogens og tidens personer gør sig. Alt sammen i et troværdigt, dagligdags sprog, uden abstrakt filosoferen eller bedrevidenhed fra forfatteren. Grundlæggende er bogen en civilisationskritik af samfundsudviklingen og den åndelige ud-/afvikling i Danmark omkring år 1900. Men fri for klicheer, og fri for svar. Der bliver ikke doceret, der er ikke entydige onde og gode. (Måske bortset fra den kaffegrosserer Søholm, der dog mere skildres som åndløs end som ond. Hvilket dog måske ikke er spor bedre, måske næsten tværtimod.) Man må som læser selv tage stilling – hvis man ikke blot lader sig opsluge og suges igennem læsningen af bogen. Og bogen er lang. Dejlig lang. Jeg nåede som læser virkelig at komme til at føle mig ind i bogens tid og univers. “De dødes rige” må opfattes som de åndeligt dødes rige. Dem der kun tænker i magt, effektivitet, systemer, fanatiske idelogier/religioner, og ikke har sans for det smukke, det gode, det rigtige, det menneskelige, ånd og sjæl. Til slut et fint lille citat, der desværre i den grad stadig er aktuelt. Fru Bertha, den kvindelige hovedperson Jyttes moder, om kaffegrosserer Søholm, der fra små kår har kæmpet sig op til at være millionær: “Det er et ganske samvittighedsløst menneske, der ikke har andet formål end at tjene penge. De talte før om ungdommen og hvad de havde ventet dem af den. Men vil De sige mig, hvordan skal den unge slægt kunnev ækkes til ansvarsfølelse, når personer af den slags får lov til at gå uantastede omkring og endogså hædres af samfundet, ja stilles frem som forbilleder for de unge? Er det underligt, at håbløshed og en dræbende ligegyldighed breder sig som en smitsom sygdom netop blandt de ærligste og bedste af dem?” (side 415-16)

Skriv et svar