Krig og fred

Af Lev Tolstoj. Gyldendals bogklubber, 2004. 1440 sider. Første gang udgivet i 1864-69.

Kan det virkelig være interessant at læse om fem russiske adelsfamiliers gøren og laden i starten af 1800-tallet? Og så endda 1440 sider?
Svaret er et meget klart “ja”.
Det er grundlæggende interessant at få et billede af det russiske bonde- og adelssamfund, der så småt er under udvikling.
Det er en grundlæggende fængende og interessant beskrivelse af personer, der gebærder sig igennem livet, og som indimellem forelskelser, giftermål, skilsmisser, død, forretningsliv, krig og deltagelse i samfundslivet gør sig overvejelser om tilværelsen. Uden at det bliver banalt ugebladsnovellestof.
Det er grundlæggende interessant undervejs og til sidst at blive præsenteret for Tolstojs syn på historiens drivkræfter, må begrebet på magt, på forholdet mellem frihed og nødvendighed og andre grundlæggende spørgsmål.

Ikke at det sidste fylder så meget – hvilket er fint nok, for det er fortællingen, der for alvor holder en fanget – men interessant er det alligevel at se, hvordan Tolstojs historieopfattelse er en klar forløber for Maos “Folket og kun folket er drivkraften i skabelsen af verdenshistorien”. (Ikke at Tolstoj ellers på nogen måde kan opfattes som kommunist, han er nok tværtimod ret konservativ.)

Men fortællingen, altså. Den foregår primært under krigene mellem Rusland og Napoleon fra 1805 til 1812. Vi følger de fem adelsfamilier på deres godser, i byen (Moskva og Skt. Petersborg) og i krigen. Og deres forhold til deres undergivne – bønder, tjenerstab, soldater m.fl., samt disse opfattelse af samfundet, livet og adelen.
Der udspiller sig en passende mængde intriger og optrin, forretningsmæssige som amourøse og familiemæssige – og de er troværdige, de er ikke banale, de er ikke klicheer, de er i den grad til at holde ud at læse også for den moderne, kritiske læser.

De to bind, som værket er opdelt i, stod ulæst næsten 15 år på min reol – omfanget virkede lidt uoverkommeligt, og jeg var nok også lidt usikker på, om fortællingen var interessant nok.
Det er altid godt at have noget til gode – men endnu bedre har det været at fornøje mig med lystlæsningen af værket her i de mørke december- og januarmåneder.

Du kan glæde dig!

Skriv et svar