Livsens ondskab

Af Gustav Wied. Forlaget Union, 1969. 286 sider. Oprindeligt udgivet i 1899.

Lindhardt og Ringhof har i løbet af det seneste 1½ år genugivet trilogien med Knagsted: “Livsens ondskab”, “Knagsted” og “Pastor Sørensen og co.”. Det er der også god grund til, for Gustav Wied lader sig søreme stadig læse med stor fornøjelse – og som en god satirisk kulturskildring af tiderne i  slutningen af 1800-tallet blandt borgerskabet i en provinsby (Roskilde).
Her skildres såvel Ædedolkenes klub, som den kyniske og lettere sataniske toldkontrollør Knagsted, Thummelumsen der drømmer om at overtage den fædrene går igen, den gerrige og syge konsul Holm, fru Heilbunth (“Det beder jeg dem, fru Heilbunth”), mor Karen og andre kendte skikkelser og mundheld, der har sin oprindelse her.

Jeg havde den glæde kun at have set tv-serien, så jeg havde bøgerne til gode. Og inspireret af Agnes Henningsens erindringer, hvori Gustav Wied optræder, gik jeg igang med første del, “Livsens Ondskab”.
Det var absolut lystlæsning – letlæst, morsomt og fængende. Ikke samme dybde, naturligvis, som Tolstoj og andre af de store, men ganske fine skildringer og satire. Jeg ser ekstra frem til at læse de to næste i serien, hvor jeg ikke kender fortællingen på forhånd fra tv-serien.
En ekstra fornøjelse var det iøvrigt at nyde denne gamle udgave fra 1969, med Arne Ungermanns ganske mange illustrationer.

Skriv et svar

2 × three =