Manden uden egenskaber

Robert Musil: Manden uden egenskaber. Skrevet på tysk i 1930-38. Udgivelse på dansk af Gyldendal, oversat af Karsten Sand Iversen, i 2015. 1595 sider.

Bogen handler på overfladen om en yngre østrigsk matematiker, der bliver involveret i en komite, der kort før første verdenskrig går i gang med at forberede den østrig-ungarske kejsers 70 års tronjubilæum. Bogen er uafsluttet fra Musils side, så hvordan det ender, får vi ikke at vide – men udover den satire, der ligger i beskrivelsen af arbejdet i komiteen, så er det heller ikke det væsentlige indhold af romanen.

Størstedelen af bogen består af refleksioner og småfilosoferen af ret abstrakt karakter, hvor man sjældent overbevises – ofte kunne påstanden/budskabet lige så vel have været det modsatte af det skrevne, og jeg ville som læser have været blevet bibragt lige så lidt forståelse for, hvorfor det påståede måtte være eller ikke være tilfældet.

Et kort eksempel på den metafysiske sludrevornhed, tågetalen og ordpilleriet: “Jeg vil altså sige, at der ved enhver følelse må skelnes mellem en udvikling til bestemthed og en udvikling til ubestemthed.”

Men når man skriver 1600 siders tekst må der selvfølgelig indimellem – lidt som de berømte tusind aber, der på et tidspunkt i løbet af den million år, de skriver på skrivemaskine, vil komme til at skrive Shakespeares samlede værker – være noget, som den enkelte læser kan opfatte som godbidder og meningsgivende. Som fx: “Der findes simpelthen ikke en betydelig tanke, som dumheden ikke ville forstå at anvende, den er alsidigt bevægelig og kan iføre sig alle sandhedens klædedragter.”

Men der er dyleme langt imellem snapsene…

Så efter at have læst bogen sidder jeg tilbage med et stort “Nå”. Jeg er ikke blevet rørt eller nået hverken intellektuelt eller følelsesmæssigt, og fortælling er der ikke meget af.

Hvorfor gik jeg i gang med at læse bogen, og hvorfor holdt jeg dog ikke op undervejs? Jeg var nysgerrig. Den betegnes ofte som en klassiker og et hovedværk, og der er i rigtigt mange kultur- og kunstsammenhænge referencer til bogen – fra Patti Smiths meget smukke erindringer til Edgar Reitz fænomenale filmværk Heimat, hvor en af hovedfigurerne, Clarissa, sidder på en togtur og læser bogen. (Selvsamme Clarissa er i en vis udstrækning formentlig inspireret af bogens Clarisse, ligesom Clarissas kæreste i Heimat, pianisten Volker, formentlig er inspireret af Clarisses kæreste Walter (også pianist) i bogen.)

Men hvorfor opgav jeg så ikke bogen undervejs? Ulysses var en lige så stor ørkenvandring at læse, men dér kom der en belønning til sidst i form af Mollys rablende monolog i sidste kapitel. Det gjorde der så ikke i Manden uden egenskaber…

Og hvor Prousts På sporet af den tabte tid, var lige så fyldt med tvivlsom småfilosoferen, der også bredte sig uhæmmet til alle sider, så var sproget og sansningsbeskrivelserne i det værk i sig selv så smukt beskrevet, at det kunne opveje meget. Det er mildest talt ikke tilfældet i Musils bog….

Så min anbefaling må være klar, hvis du overvejer at gå i krig med bogen: La’ vær’! For denne anmelder er hypen omkring bogen “kejserens nye klæ’r”. (Hvilket selvfølgelig meget vel kan sige lige så meget om mig, som om bogen….)

Skriv et svar

six + two =