Mordet på kommandanten

Af Haruki Murakami. Klim, 2018. 424 + 448 sider.

Så kom bind 2 af Murakamis seneste værk, så jeg nu kan lave en samlet bedømmelse.

Murakami skriver også her fortællinger, der fænger, med interessante personer. Her om en maler, hvis ægteskab går i stykker, og som tyr til at bo i et lille hus på en bjergskråning, hvor en anden maler tidligere har boet. Og som han finder et besynderligt og fascinerende maleri af, gemt på loftet. Samtidig kommer han i kontakt med andre beboere i det ellers ret øde bjergområde…

Men Murakami er jo en forfatter, der til tider går et godt stykke ud over magisk realisme, og langt ind i fantasy-universet. Den magiske realisme har jeg det fint med, men fantasy er slet ikke mig. Så det var i ordets bogstaveligste forstand en blandet fornøjelse at læse de to bind. Bind 1 og første halvdel af bind 2 holder sig tilstrækkeligt indenfor det, jeg forstår ved magisk realisme. Men derefter bliver det alt for meget fantasy og overnaturligt bavl til min smag. Og så gentager han sin fascination af brønde fra ”Trækopfuglens krønike” – hvilket kedede mig gudsjammerligt.

Men er du til fantasy og hans 1Q84, så tror jeg også, at du vil synes ret godt om Mordet på kommandanten.

Under alle omstændigheder er der mange rigtig godt beskrevne elementer – tag fx denne om, hvorfor gammeldags plader er at foretrække fremfor cd’ere:

”Jeg lagde Bruce Springsteens ’The River’ på pladespilleren, lagde mig på sofaen, lukkede øjnene og lyttede til musikken. Da jeg havde hørt A-siden på den første plade, vendte jeg den om og hørte B-siden. Bruce Springsteens ’The River’ burde kun høres på den måde, tænkte jeg endnu en gang ved mig selv. Når ’Independence Day’ på A-siden var slut, skulle man tage pladen med begge hænder; vende den om og sænke nålen ned på første nummer på B-siden. Så ville ’Hungry Heart’ tone frem. Kunne man ikke det, hvad var det så værd at lytte til ’The River’? Hvis jeg må sige min mening, så er det ikke et album, man kan høre ud i et stræk på en cd. […] Rigtig god musik skal høres på en speciel måde.”

Jeg kunne ikke være mere enig, jeg har bl.a. af samme grund selv fundet grammofon og plader frem igen. Det er rigeligt at høre og forholde sig til 20 minutters musik ad gangen.

Skriv et svar