På sporet af den tabte tid

Af Marcel Proust. Skrevet 1909-22. Multivers, 2018. 3411 sider.

Forleden da jeg cyklede ned ad min indkørsel oplevede jeg et splitsekund at være katapulteret tilbage til en essens af min barndoms dejligste tilstedeværender i verden; ikke til én konkret situation, men til en altomsluttende sanseoplevelse af lyset, temperaturen, luftfugtigheden, duftene og af at være på vej ud i verden. Jeg oplevede en forbundethed med denne min fortid og en væren-i-verden der gav mig en intens lykkefølelse. En slags essens af at være i verden, på tværs af tid, fuldt opslugt og tilstede, uden refleksioner og forglemmende mig selv. Hvor jeg kom på sporet af tabte tilstedeværender og genfandt noget ellers tabt tid.

Sådanne oplevelser, erindringer og genfindelser af den tabte tid og øjeblikke er omdrejningspunktet for Marcel Prousts overvældende romanbedrift, På sporet af den tabte tid.

Mest berømt er scenen i starten af første bind, hvor fortælleren og hovedpersonen (der låner mange træk fra forfatteren selv, herunder navnet Marcel) ved at smage på en madeleinekage, dyppet i lindete, erindrer sig en tilsvarende situation fra barndommen, og derudfra erindrer videre om sit liv i de følgende 3400 sider. Hvor erindring lægger sig ovenpå erindring, og forklarer, hvordan Marcel af snørklede veje bliver i stand til at nå sit mål om at blive kunstner, at blive forfatter, og kunne skrive det værk, vi læser i.

Værket slutter på den måde en fascinerende cirkel, hvor jeg, da jeg var færdig, havde lyst til at læse videre fra starten. Ja netop, “læse videre”, ikke “genlæse”. Hvilket jeg da så også gjorde i form af mindre brudstykker.

Og genlæse i bidder har man også lyst til af andre grunde. Først og fremmest pga. de meget smukt beskrevne sanseoplevelser; men også pga. sprogets skønhed i sig selv. De lange sætningers smukke kombinationer af ord slynger sig nærmest om læseren og kan give en oplevelse af skønhed, ro og glæde, som man meget, meget sjældent ellers oplever. Så for den Kierkegaardske æstetiker udi sproget er værket ganske enkelt uovertruffent.

Nu kan du, kære læser, tro, at der her er tale om en entydig lobhudling af og begejstring for et mesterværk. Det er imidlertid ikke tilfældet. (Om end der absolut er tale om et mesterværk.)

Værket er vel næst efter Ulysses den mest hypede klassiker fra det 20. århundrede. Så da jeg gik i gang med at læse værket, var det med stor nysgerrighed, interesse og forventninger. Og også ud fra den samme tankegang, som ligger bag bjergbestigerens klassiske svar på, hvorfor han vil bestige Mount Everest: “Fordi det er der.”

Men uanset hvor smukt der er på vej derop, og på toppen, så er der langt derop. Var det rejsen værd?

Lad det være sagt med det samme: Det er ikke handlingen, der er bare i nærheden af at retfærdiggøre de mange timers læsning. Uden at udelade væsentlige elementer i handlingen kunne den vel refereres på to-tre sider. Og den smule handling der er, handler mest om det aristokratiske salonliv og omgangsformer i Frankrig i årtierne omkring 1900 – om etiketten og formerne, om trakasserierne, intrigerne og snobberierne. Grundlæggende temmelig uinteressant, medmindre man har en helt særlig historisk interesse herfor. (Beskrivelserne kan i høj grad læses som satire af dette aristokratiske liv – men det kunne være klaret på en tiendedel af pladsen.)

Ovenstående afspejles også i hovedpersonens, Marcels, egne præferencer: De går hverken på fysisk nydelse eller faktisk handling, men på sansninger og refleksioner. Hvor sansningerne forsøger at opfylde længslerne efter at genfinde den tabte tid. (Helt som når det at spise for overvægtige kan være et forsøg på at genskabe og genfinde en tabt tid og længselsværdige tilstedeværender i verden. Kunne jeg lige pludselig se i mig selv.)

Og hvad angår hovedpersonen (fortælleren): Man skal lede længe for at finde en så irriterende og øretæveindbydende hovedperson, med overgearede (såvel hystade som melodramatisk selvpineri er betegnelser, der ligger lige for) og samtidigt flygtige følelser (ja, en følelsesmæssig vindbøjtel: en opnået kærlighed er ikke længere interessant, aldeles troløs – kort sagt: en tølper) og endeløse tirader af tankespind og spekulationer; en hovedperson der i sin optræden er intrigant, falsk, løgnagtig, groft manipulerende og i sin jalousi lettere paranoid; som er narcissist – ikke i form af at elske sig selv, men ved at være ekstremt meget optaget sig selv, oversensibel og navlepillende, selvsmagende, og som er ude af stand til at indgå i ligefremme, ligeværdige, oprigtige relationer uden bagtanker; og som kun kan fungere i et forhold ved at have fuld, ekstrem kontrol over kæresten – for han er ude af stand til reelt at sætte sig i andres sted, selvom han gør sig mange forestillinger herom; men han har i sidste ende kun fokus på egne behov og forhold.

Sætningen, jeg skrev ovenfor, er skrevet så den i sin struktur (men ikke i skønhed) ligner Prousts sprog: lange, snørklede sætninger, med flere niveauer af indskud. Så det skal man være klar til.

Men grunden til dette sprog hos Proust er dog ikke alene æstetisering, men også at mange af de sansninger og oplevelser, der beskrives, dårligt kan beskrives præcist, næsten kan ødelægges ved forsøg herpå; men kun kan nærmes ved en cirklende ordflom. (Som fx, i mindre udgave, min indledende beskrivelse af cykle-ned-af-indkørslen-oplevelsen.)

Hvad angår romanens øvrige personer fremstår de fleste af dem kun uklart, idet vi primært får mulighed for at danne os opfattelsen af dem ud fra Marcels fortolkninger, beskrivelser og refleksioner om dem og deres karakter, og ikke ret meget ud fra personernes konkrete handlinger eller tale. I det hele taget er der meget få replikskifter i romanen.

Det der fylder, er – udover sansningsbeskrivelserne – Marcels overvejelser af filosofisk, psykologisk og eksistentiel art. Om livet, sig selv og andre. Og de overvejelser fylder rigtigt meget. Med så mange sider til rådighed er der absolut en pæn portion af dem, der giver resonans i én selv som læser. Men der er en – endnu større – del, hvor jeg som læser sidder tilbage med en oplevelse af, at fortælleren har postuleret at hans oplevelse og refleksion i en konkret situation skulle være almengyldig for mennesker, uden at jeg synes, at det giver ret meget mening for mig. Ofte mangler argumentation, eller det hele fremstår tåget, og får reelt lidt karakter af tilfældig lommepsykologi og tvivlsomme påstande. (Eksempel: “Hvis man ikke havde nogen rivaler ville lysten ikke blive forvandlet til kærlighed.”)

Det er klart vigtigere for Proust/fortælleren at sammensætte smukke, klangfulde ord, end hvad indholdet af ordene og budskaberne er.

Alt i alt er det undervejs ret træls at læse værket. Og kedeligt. En lettere ørkenvandring. På den måde ligner værket Ulysses, hvor man skal så grueligt meget igennem for at opnå de så til gengæld meget særegne højdepunkter.

Om det så opvejer strabadserne undervejs, det afhænger helt af læseren og dennes præferencer og tålmodighed. Selv havde jeg trods alt lyst til at begynde forfra allerede inden jeg var færdig. (Som nævnt dog ikke for at læse hele værket, men udpluk.)

Og fordi værket ikke alene gav smukke oplevelser, men også gav mig input og anledning til at forstå mig selv og mit liv lidt bedre, ville jeg nødigt have undværet at læse værket.

Og så til sidst: Hvilken litterær genre er vi i? Selvom der ikke er fuld overensstemmelse mellem Proust og romanens hovedperson, er der vel i høj grad tale om en form for tidlig autofiktion. (Som andre forfattere som Karl Ove Knausgård så efterfølgende har fulgt op på.) Men Prousts værk er så særegent, at det nok nærmest må sættes i en kategori helt for sig.

Skriv et svar

14 + nine =