Resonans. En sociologi om forholdet til verden.

Af Hartmut Rosa. Skrevet 2016. Udgivet på dansk af Eksistensen i 2021. 582 sider.

Hartmut Rosa har skrevet et værk, der er en milepæl for, hvordan vi kan beskrive og opfatte det at være tilstede i verden. Så der er ikke alene tale om sociologi, men i betydelig grad også om filosofi og (social)psykologi. Værket er også blevet populært i teologiske kredse, selvom Rosa hverken er religiøs, spirituel eller noget i den retning.

Rosas grundlæggende budskab er, at det der er fremmedgørelsens modsætning, det der giver livet værdi og mening, er når der opstår resonans mellem os og verden. At vi oplever, at når vi handler, taler, maler, elsker, gebærder os – så får vi en reaktion tilbage (dvs. en resonans) fra vores omverden, som gør at vores ageren ikke opleves som meningsløs og ligegyldig. Denne resonans kan så stemme vores intellekt, krop, ånd – whatever – til ny erkendelse, handlen osv. Vel en udvidet form af det, som Hegel (og Marx) kaldte for dialektik: Vi beriger hinanden i et spiralforløb.

Resonansen kommer meget ofte fra et andet menneske; men det kan også være fra en ting – når jeg fx maler på mit lærred, oplever jeg, at lærredet “taler tilbage” til mig ud fra de farver, jeg foreløbigt har smækket op på det: jeg ser former og muligheder, som jeg kan forfølge i de næste penselstrøg.

Rosas bog er fyldt med pointer om, hvordan resonans optræder – eller ikke optræder i vores dagligdag. En af pointerne, der særligt slog mig, er hvordan vi alle sammen længes efter resonans, i en verden der bliver mere og mere instrumentel og uoprigtig, hvor vi bare et objekter, der skal påvirkes til at opfylde andres mål. Og at dette underskud af resonans i vores liv, får os til sommetider at forsøge at købe os til det. At vi har et håb om at en ny bog, et nyt teaterstykke, en ny madvare, vil give os en resonansoplevelse – vi ser et resonanspotentiale. Men hvor vi ofte bliver skuffede – resonansen ligger mere i selve købet (som et håb), end i forbruget. Hvilket markedsmekanismerne selvfølgelig udnytter til at forsøge at sælge os resonans – men lige så snart det er tilfældet, så er målet jo ikke at nå mig, at stå i et forhold til mig, men blot at tjene penge. Når det er tilfældet bliver resonansen ikke ægte, den bliver uoprigtig, og vi oplever ikke for alvor nogen resonans.

Rosa gør opmærksom på, at ekko er noget andet end resonans – ved ekkoet får vi ikke noget nyt tilbage, dér bliver vi indenfor glasklokken. Som det fx er i fundamentalistiske miljøer af enhver art. På tilsvarende måde er resonans ikke det samme som harmoni. Resonans udfordrer også.

Resonans forudsætter en adskillelse mellem noget/nogen der handler, og noget/nogen, der giver resonans på handlingen. Rollerne kan løbende byttes om, således at jeg giver resonans på din handling, hvorefter du giver resonans på den resonans, du modtog fra mig osv. En ting, som Rosa i den forbindelse ikke går så meget ind på, er, at hvis resonansforløbet fortættes og accelereres, så man oplever at blive ét med det, man resonnerer med – om det så er buen i bueskydning, flippermaskinen eller den elskede i en fælles orgasme – så ophæves dikotomien mellem subjekt og objekt, man kommer i zen (eller i det der i frygtelig populær-psykologi-jargon bliver kaldt “flow”), hvorved resonansen for så vidt ophæver sig selv.

Rosa kommer selvfølgelig på de knap 600 sider meget mere i dybden med resonansen og dens forskellige former. Det kunne bestemt godt have været udtrykt kortere. Og en del af siderne er, må det siges, ret teoretisk formulerede, og nogle afsnit kan føles som lettere ørkenvandringer. Også fordi Rosa i sine formuleringer er meget prototypisk tysk på den ofte unødigt svære måde. Men det er jo tilladt at læse lidt hurtigt hen over de sider. Og så glæde sig over de mange mere konkrete iagttagelser og overvejelser. Fx:

  • Det afgørende karakakteristikon ved begavelse er ikke intelligens, men resonansevne.
  • Det moderne imperativ er: Find de mennesker, som du kan træde i resonansforhold til!
  • Måske kan det at være tilhænger af fundamentalistiske kulturer ses som en radikal form for protest mod den vestlige modernitets mangel på ægte resonans.

Har Rosa så nogle bud på, hvordan vi som mennesker og som samfund kan øge mulighederne for resonans? Det er ikke det, der fylder mest i bogen – man kan sige at den bevidstgørelse om resonans, man som læser får ved at læse bogen, er måske det bedste fundament for at gå ud og gøre noget ved det, både selv og sammen med andre.

Et generelt budskab er: Hold op med at prioritere en udvidelse af rækkevidden, i form af at forøgelser som “mere vækst”, “højere indtægter”, “bedre veje gennem ørkenen”, “flere veganerretter”, “flere og billigere børnehaver”. Ikke at det ikke kan være fine og fornuftige handlinger og krav, men istedet mener Rosa, at vi skal fokusere på at det er kvaliteten af forholdet til verden – fremfor omfanget af rækkevidden ud i verden – der skal være målestokken for os. Rosa opstiller et konkret politisk mål, som vil give bedre muligheder for at fokusere på kvalitet i form af resonans: borgerløn. Idet borgerlønnen vil frisætte os for i så høj grad at skulle underkaste os markedssamfundets iboende tingsliggørelse og fremmedgørelse, hvor vi er nødt til at optræde som objekter i en kold nyttelogik. Men i stedet i højere grad kan prioritere at skabe og modtage oprigtig, ægte resonans.

USA har i de seneste 1-2 år haft en massiv afvandring fra arbejdsmarkedet i en protest mod det resonansløse liv, som rigtigt mange arbejdspladser i USA (i langt højere grad end i Danmark – men vi er på vej…) har indbygget i sig. Det må ses som en naturlig og positiv reaktion og oprør mod et liv, som man oplever i mindre og mindre grad er værd at leve, bl.a. fordi det er resonansløst.

Så et eller andet sted synes der at være en grænse for, hvor lidt resonans, vi som mennesker kan og vil leve med. Det store spørgsmål er blot, hvordan oprøret udtrykker sig – som ekstremistisk fundamentalisme som mest erstatter fremmedgørelsen med ekko-relationer, eller i form af personligt og politisk at kræve resonansen tilbage i centrum?

Til sidst: Sideløbende med at jeg har læst Rosas bog, har jeg læst Prousts værk “På sporet af den tabte tid” (se særskilt anmeldelse heraf). I betydeligt omfang kan man sige, at På sporet af den tabte tid mere end noget andet handler netop om resonans: om den resonans fortælleren får fra sanseindtryk, der så får ham til at genfinde situationer fra fortiden. Dette blot som eksempel på, hvor bred forklarings-rækkevidde Rosas resonansbegreb har.

Oversættelsen er af Peter Tudvad, og er, så vidt jeg kan vurdere meget omhyggelig og tro mod den tyske version. Det har været en voldsom stor og svær opgave – og de til tider snørklede formuleringer må forfatteren og ikke oversætteren stå på mål for.

Skriv et svar

2 × three =