Spørge Jørgen – Jørgen Leth svarer på alt

Af Jørgen Leth & Anders Houmøller.  Peoples Press, 2016. 360 sider.

Det er noget optimistisk at forestille sig, at en bog, der er udskrift af svar i radioen på lytteres spørgsmål om alt mellem himmel jord skulle kunne have nogen særlig dybde.

Så meget desto dejligere er det at blive overrasket. For selvom bogen også sprogligt er let læst, så har mange af Jørgen Leths refleksioner en betydelig dybde, og – ikke mindst – sætter refleksioner i gang hos læseren.

Selvfølgelig er det langt fra alle de spørgsmål, som Radio24syvs lyttere stillede i 2016, der lægger lige meget op til dybere refleksion. Men svarene på dem gør så en klogere på mennesket og kunstværket Jørgen Leth – hvilket også er interessant.

For ja, jeg ser Jørgen Leth som så ensidigt levende og vægtende det æstetiske, det smukke, det oprigtige, nysgerrigheden, at det er ude i de ekstremer, hvor han og hans liv er et enestående, levende kunstværk i sig selv.

Hvilket bestemt ikke betyder, at jeg ser mennesket Jørgen Leth som hverken helt, rollemodel eller et særligt godt menneske. For en sådan ensidig indgang til livet giver bestemt også nogle betydelige negative sider. Men han er interessant fordi han er så gennemført. Og så oprigtig. Så man nemt kan se både de gode og de mere problematiske sider af en sådan tilgang til livet.

Netop oprigtigheden, som Jørgen Leth priser flere gange i bogen, er et godt eksempel herpå. For selvfølgelig er oprigtighed en meget positiv ting. Men det er jo ikke altid nok. Hvis man opfører sig som et dumt svin, er det jo ikke godt nok bare at være oprigtig om det. Og der hopper kæden somme tider af hos Jørgen Leth, hvor dyrkelsen af oprigtigheden – og det skønne – bliver så ensidig, at han næsten helt glemmer at vægte, at man også skal opføre sig ordentligt. Vægtningen mellem det æstetiske og det etiske bliver noget ensidig til fordel for det æstetiske.

Det ser man fx når han priser sine moralsk temmeligt anløbne forfattervenner i Hans Christian Grøndahl, Morten Sabroe og Daniel Dencik, og deres oprigtighed i at “en mand er en mand” osv. Hele deres banale, ynkelige og lettere desperate wanna-be macho-attitude er i hvert fald noget, der blot antænder mine idiosynkrasier, og ikke giver den mindste anledning til beundring. Mærkeligt at Jørgen Leth ikke kan se, hvor uskønne de er i deres optræden, attitude, forfatterskaber og deltagelse i den offentlige debat… Her er det altså ikke nok, at de er oprigtige.

Men det er nok der, at man som læser af Jørgen Leth må tage det onde med det gode, som Lars von Trier sagde i Riget.

For Jørgen Leths tilgang til livet, med at have nysgerrigheden intakt i alle livets forhold, at ville sanse og opleve alting uden at dømme det, er jo – sammen med evnen til at formidle dette direkte og enkelt – også hans enorme styrke. Om man læser hans bøger eller ser hans film, så får man i næsten zen-agtig forstand formidlet den umiddelbare oplevelse og sansning, så løsrevet fra værdidomme, som muligt. Ofte med en mulighed for at man som seer eller læser kan opleve noget nyt, en ny skønhed og nye refleksioner.

Sådan er det også med bogen her. Jørgen Leth giver nok indimellem færdige svar, men de ærlige, gennemskuelige, og man forstår præmisserne for svarene – og man kan derfor selv reflektere videre og tage stilling.

Der kommer således mange emner op i bogen, der giver anledning til videre tænkning udover det banale: Om kynisme, om forelskelse, om hvad erotik er (at dele nydelsen intenst med en anden), om depression, om som ældre at blive mere bekymret for at gøre noget man kan komme til at fortryde, om fantasier det er bedst at holde som fantasier, om forfængelighed (som han gerne vedkender sig) og meget andet.

Et af de spørgsmål, han har et svar på, som jeg dels godt kunne genkende mig selv i, men som også gav anledning til lidt eftertanke, var spørgsmålet: Hvilken beslutning har du oftest taget?

Hvortil Jørgen Leth svarer: At stå op om morgenen. Hvilket ikke skal tages som et friskt, et smart svar. Men som et helt reelt, om end en lille bitte smule foruroligende svar. For man ligger jo der, nogle morgener, og orker ikke, gider ikke. Ikke at man behøver at være i en dyb depression. Men det er faktisk en viljeshandling, en beslutning, ikke en selvfølgelighed, at man alligevel altid ender med at stå op.

Et andet svar, jeg bed mærke i, var svaret på spørgsmålet om, hvad der har været hans bedste koncertoplevelse, hvortil Jørgen Leth svarer, at den seneste store koncertoplevelse, han har haft, var da Leonard Cohen spillede i 2008 på pladsen ved Rosenborg Slot i København. Jeg var der også, og det var en helt særlig oplevelse, også selvom jeg har været til flere koncerter med Leonard Cohen. For det lykkedes Cohen på en oprigtig og troværdig måde at give os alle, og få os til at mærke, en form for syndsforladelse, som jeg ikke havde set komme. Og som jeg aldrig ville kunne få af en religion. Og netop oprigtigheden er en af flere ting, som forbinder Leonard Cohen og Jørgen Leth. Sammen med den høje grad af tilstedeværelse i nuet.

Jørgen Leth er, som han selv siger, dum, naiv og undersøgende – han er tilskueren til livet. Han ser, hvad der sker. Et oplagt objekt for Kierkegaardsk tolkning.

Og selvom han selv siger at kynismen – eller klarsynet – med alderen er tiltagende hos ham, så “er jeg ikke så kynisk, at jeg forkaster det romantiske, smukke eller den store heroiske præstation. Det er de rige øjeblikke, vi skal samle på.”

Og netop derfor er han et kunstværk i sig selv, som vi både skal passe på, modtage skønheden serveret fra – og så selvfølgelig selv sørge for at lægge vægt i de andre vægtskåle end skønhedens og det æstetiske.

Kan man det, og kan man tage imod det særlige, som Jørgen Leth kan give os, så vil man få stor fornøjelse af denne bog, såvel som af hans andre bøger og film.

P.s.: Der kom en to’er året efter med endnu flere svar på endnu flere spørgsmål. Den har jeg ikke læst endnu, men det vil jeg bestemt gøre.

Skriv et svar