Ulysses

James Joyce: Ulysses. Forlaget Vandkunsten, 2019. På dansk ved Bent Wiberg og Jens Feilberg. 1062 sider. Første gang udgivet i 1922.

Bogen har ry for at være den bog, som flest har stående på reolen, og har påbegyndt, men har opgivet igen. Fordi den er for svær at forstå, at få udbytte af.

Det gjaldt i godt 15 år også for mig – jeg nåede ikke mange sider ind i Mogens Boisens oversættelse fra 2002, før jeg lagde den “midlertidigt” fra mig igen.

Men da Wiberg og Feilbergs nye oversættelse kom, der endog blev præsenteret som en “folkeudgave” af bogen, og derfor formentlig lidt mere læselig, fik jeg mod på at gå i gang igen. Til dels blot for at gøre det, for at få oplevelsen af at have læst den – og ja, også for at kunne sige, at jeg havde gjort det, at have haft viljestyrken til at læse den hele vejen igennem… Lidt ligesom folk, der bestiger Mount Everest og bliver spurgt: Hvorfor dog? Og som svarer: Fordi det var der…

Nu skal det være sagt med det samme, at det med “folkeudgave” skal tages med ualmindeligt store forbehold. Det såkaldt folkelige består primært i, at der nogle steder er oversat til et en anelse mere forståeligt nutidsdansk – men der er bestemt ikke tale om en “Det bedste”-omskrivning af bogen. Den er stadig yderst uforståelig, svært tilgængelig og fortolkningskrævende.

Derudover er der indføjet en ualmindelig stor mængde noter (gudskelov nederst på hver side, så man ikke skal bladre frem og tilbage), der giver forklaringer på den ualmindeligt store mængde referencer til irsk historie, andres kunstneres værker, teologi, filosofi osv, som bogens tekst indeholder. Vel i gennemsnit 4-5 stykker pr. side!

Forstod jeg så bogen? Nix – det vil vist være synd at sige. Jeg fulgte det råd, jeg havde læst på et netsted om Ulysses: Første gang bare læse bogen igennem uden at bruge alt megen tid på at fundere over det, man ikke forstod, men fokusere på at få den oplevelse, jeg umiddelbart kunne få ved at læse den.

Men efter at have læst bogen, vil jeg også sige, at spørgsmålet er forkert stillet: Bogen skal ikke forstås, i hvert fald i særdeleshed ikke i sin helhed. Men den kan give en række oplevelser og perspektiver.

På det helt overordnede plan er der en rammefortælling, nemlig det der sker i Dublin den 16. juni 1904 – den dag, som hele bogen beskriver. Specielt med fokus på, hvad hovedpersonen Leopold Bloom oplever og tænker.

Og ved at læse bogen fik jeg da også i en vis udstrækning en oplevelse af, hvordan Dublin var, og hvad der gærede og syrede i byen, på det tidspunkt. Måske ikke voldsomt eksplicit, men en fornemmelse af byen og dens liv.

Men det har næppe været James Joyces primære ærinde. I hvert fald er bogen stopfyldt med “godter” i forhold til en række andre perspektiver:

  • Irsk historie og i særdeleshed kampen for selvstændighed, med mange referencer til konkrete personer og hændelser.
  • Værker begået af andre forfattere, af komponister og af andre kunstskaber.
  • Referencer til religiøse, mytologiske og filosofiske tankesæt.

Det fylder meget i bogen, og er med til at gøre den svært læselig. Men efter lyst og interesse kan man jo springe op og falde ned på det – eller man kan forsøge at opløse og forstå dem, som en slags avanceret kryds-og-tværs eller puslespil. Her er noterne en hjælp, også til at afgøre, hvad man bare vælger at være ligeglad med.

Et andet væsentlige forhold, der gør bogen svært læselig er, at den ofte gengiver især Blooms tanker som en “stream of consciousness”, der kan kræve en del fortolkning/gæt for at forstå meningen af.

Endelig er teksten mange steder skrevet i et poetisk eller symbolsk sprog, ligesom der tit leges med ordene – alt sammen noget, som også i betydelig grad kræver fortolkninger/gæt.

Så hvorfor dog bruge tid på at læse bogen? Hvis man alligevel kun får fuldt udbytte af bogen, hvis man er litteraturprofessor med sidefag i irsk historie, filosofi, græsk mytologi (Odysseen mv.) og teologi? Og derudover har god tid og lyst til at lægge brikkerne i puslespillet sammen?

Det er faktisk et godt og relevant spørgsmål, for det tager en del læsedage at komme igennem bogen – tid som kunne være brugt på andre gode læseoplevelser.

Plusserne først:

  • Jeg har fået styret min nysgerrighed efter hvad den bog nu egentlig var for en størrelse
  • Jeg har fået en vis fornemmelse for Irland og tidsånden på det tidspunkt.
  • Fine sproglige oplevelser – formuleringer som “så usikker som en barnemås”.
  • Indimellem er den faktisk også ganske morsom (især kapitel 17).
  • Forstå referencer i andre værker og i den offentlige kulturdebat til bogen.
  • Jeg har fået et fundament at genlæse bogen på, og få mere ud af den, hvis jeg skulle få lyst til det. (Hvilket fint kant ske i enkeltkapitler, da sammenhængen mellem kapitlerne er begrænset.)
  • Bogens fysiske udformning har været en fornøjelse under læsningen, for udformningen er i høj grad med til, at man har lyst til at have bogen i hånden, og blive ved med at læse den, også når den bliver svær og træls: Den er ganske enkelt lækker, æstetisk, taktilt, håndværksmæssigt. Den har med sine pergamenttynde sider, dobbelt så lange som brede. i høj grad udtrykket af en forstørret salmebog eller bibel. Dette er næppe et tilfælde…

Men den største fornøjelse var helt klart det sidste kapitel – de 60 sider, hvori Molly (Leopolds kone) i form af en gengivelse af hendes tankestrøm giver en formidabel tour de force opvisning af sine tanker, sit liv og sin livskraft – som en selvstændig kvinde nok noget udover det almindelige på det tidspunkt. Ikke helt ulig Agnes Henningsens erindringer fra samme tid – men formidlet ganske anderledes og helt uden at stikke noget under stolen.

Så man kan sige, at jeg har fået besteget “Mount Everest”. Men som Shu-bi-dua engang sang i “Står på en alpetop”, så kan man jo godt på toppen stå tilbage med spørgsmålet: “Hvad fanden skulle jeg egentlig her?” Så nu kommer minusserne:

  • Størstedelen af bogen er nærmest ulæselig af de grunde, jeg har nævnt ovenfor. I lange, lange afsnit fatter man ikke en bønne af, hvad der foregår, eller hvad meningen er.
  • Selve fortællingen kunne nemt kortes ned til en novelle på en 40-50 sider. Teksten er i stedet lagt an på at læseren er lidt af en ordfetishist, der synes at ordene og referencerne i sig selv er spændende; mere end at læse en fortælling, der giver mening. Bogen lukker sig – som matematikken – om sig selv
  • Tilsvarende synes forfatteren at være noget af en ordonanist, der har et betydeligt behov for at vise sin belæsthed og for at gøre teksten svær, bare for at værket skal være svært at læse. Lidt a la “hvis er størst” = “hvem kan skrive, så det ser mest belæst ud”? Således bruges fx helt unødvendige, ukendte fremmedord, hvor der nemt kunne være brugt et dagligdags ord, uden at miste noget. Men selvfølgelig, hvorfor nøjes med at skrive “huleboer”, hvis man i stedet kan skrive “troglodyt” (side 978)… Den slags er der rigtigt meget af. Der bliver generelt gjort en dyd ud af at gøre teksten uforståelig. (En tredjedel nede på http://james-joyce.dk/tekster-om-joyces-vaerker/ er der lidt hjælp at hente til forståelse og fortolkning.)
  • Så ja, jeg blev voldsomt træt af, og til tider decideret vred over al den sorte tale, ordgejlet og ens spildte tid. Den indledende nysgerrighed og forventning blev afløst af irritation og træthed, efterhånden som man læser og læser i håbet om at de store oplevelser, lyset, satorien, skal indfinde sig. Men det gør den altså først i allersidste kapitel. Det er (alt for) meget grueligt ondt at skulle igennem før man får en belønning…

Så meget, meget langt hen ad vejen synes jeg, at der er tale om kejserens nye klæder. Bogen er voldsomt opreklameret og overvurderet, men er i meget vid udstrækning en fortænkt studentikos “bedrift”, ganget med 100. Men der er dømt fest i swingerklubben for ordfetishister….

Konklusionen er derfor: Udbyttet har været magert. Der har været alt, alt for meget, der ikke gav mening eller udbytte for mig, fordi teksten er så svært tilgængelig. Især er det dybt generende, at den med vilje er gjort unødigt svært tilgængelig. Havde det ikke været for det sidste, eksploderende kapitel, så ville jeg have fortrudt at have brugt så lang tid og energi på at læse bogen. Men havde jeg ikke læst bogen, havde jeg nok altid gået og været nysgerrig efter/ærgret mig over, hvad jeg (måske) var gået glip af.

Min anbefaling: Find og læs et kort handlingsreferat af de første 17 kapitler. Læs og nyd derefter kapitel 18.

Skriv et svar

13 − two =