The Great War for Civilisation

Robert Fisk: The Great War for Civilisation. Udgivet første gang i 2005 på forlaget Harper. 1368 sider.

Robert Fisk – engelsk journalist – har om nogen for alvor været der, hvor det skete i Mellemøsten, fra slutningen af 1970’erne til 2005. Han har interviewet Osama bin Laden flere gange, han har siddet på Saddam Husseins trone, og han har kravlet ned i det hul i jorden, hvor Saddam Hussein var, da han blev fanget. Han har været på alle slagmarkerne, Afghanistan, Iran, Irak, Israel, Palæstina, Syrien, Libanon, Kuwait. Han har stædigt forfulgt alle de konkrete spor han har set – fx fra selv at have set serienummeret på det amerikanske missil, som israelske tropper med dræbende virkning skød ind i en palæstinensisk ambulance, til at finde dem i USA, der fabrikerede det, og spore vejen fra fabrikken til ambulancen.

Han har set så meget hjerteskærende og så meget at blive vred over, at det er forbløffende at han har kunnet holde sit arbejde ud så længe, uden at beskytte sig med den kynisme og machoattitude, som rigtig mange journaliser falder i. Eller at lade sig blive nikkedukke for de stærkeste (oftest vestlige) magter, for at gøre livet lettere for sig selv.

Tværtimod er han ikke blevet forrået, men orker stadig at have og vise moral, og at blive oprørt over det, han ser. Samtidig er han meget konkret og fact-baseret i sine reportager. Og han ser og beskriver stort set alle de krigsførende parter som skurke, der udfører gruopvækkende gerninger.

Fokus er således ikke alene på den helt særlige dobbeltmoral, de løgne og krigsforbrydelser, som den vestlige såkaldte “civilisation” har udvist i mellemøstkrigene (om end han på sund vis har et særligt øje for først at feje for egen vestlige dør) – for hverken magthaverne i Rusland, Irak, Iran osv. går på nogen måde ram forbi. Alle parters grusomheder beskrives nøje. Her er der ikke tale om propaganda for nogen – alt beskrives veldokumenteret i detaljer.

Et særligt blik har han for, hvordan olieindustrien, våbenindustrien og Israel-lobbyen ofte har været afgørende for igangsættelsen af krige fra vestlig side. Især olien har ligget USA og England på sinde – en hel del mere end menneskerettigheder osv. (Ellers skulle man nok have ført mange krige også andre steder i verden.) Ofte har disse kræfter også været i stand til at oppiske stemninger i medierne, baseret på usandheder, der har lagt fundamentet til, at man kunne gå i krig – fx imod Irak i 2003.

Så bogens titel “The Great War for Civilisation” skal helt sikkert opfattes som stærkt ironisk i forhold til de vestlige magters spin ift. krigsførelsen i Mellemøsten.

Fisk giver i historiske tilbageblik også baggrunden for de krige, der har førtes de sidste mange år i området. Fx tilbage til det kup mod den demokratisk valgte præsident i Iran, Mossadeq, som England og USA iværksatte i 1953 for at sikre olieselskabernes interesser.

Det har været hård læsning. Således at skulle læse om så mange ugerninger, så megen dobbeltmoral, så mange løgne, så mange unødvendige drab og myrderier. Så jeg har været to år om at læse bogen, jeg har måttet tage den i mindre bidder. For man kan ikke undgå at sidde tilbage med en vrede, man ikke kan handle på….

Men jeg er også blevet uendeligt meget klogere. Jeg havde lidt opgivet at have bare en smule overblik over alt det, der sker og er sket i Mellemøsten, og var derfor faktisk stort set holdt op med at følge med.

Nu kan jeg ikke alene kend forskel på Irak og Iran (det er Irak, der “ligger til venstre”, lige som “k” ligger til venstre for “n” i alfabetet…), men har også fået en baggrundsviden, der gør, at jeg i dag meget bedre kan forstå og følge med i, hvad der sker i Mellemøsten.

Et par ubærlige historier fra bogen:

Irak, 1991 – og Afghanistan 2021:

I 1991, efter Iraks invasion af Kuwait, og efter at Saddam Hussein havde nægtet at trække sig ud igen, angreb amerikanske og britiske styrker (samt andre allierede) Irak. Der blev anvendt rigtigt meget ammunition, bomber mv., for at undgå tab af menneskeliv på den allierede side i direkte krigskonfrontationer. Helt usædvanligt meget ammunition.

Store dele af den ammunition efterlod, når den blev sprængt, uranstøv. Ikke at det var tilsigtet – det var bare den måde man nu bedst kunne producere granater mv på. Og i mindre, almindeligt omfang, blev det ikke anset for at være et større problem.

Her blev der imidlertid anvendt meget store mængder, hvilket efterlod uranstøv overalt i den sydlige del af Irak. Amerikanske videnskabsmænd tilknyttet militæret var godt klar over problemet, og anbefalede, at der blev lavet oprydningsaktioner efter krigen, bl.a. for at undgå at uranstøvet gik i drikkevandet og hele økosystemet. Intet blev gjort. (Kynisme nr. 1)

I 1998 er Robert Fisk i Irak. Og besøger tilfældigt et hospital, der viser sig at have overfyldte børnekræftsafdelinger, med børn, der dør af leukæmi og kræft. Også mange voksne, der var i krigszonerne i 1991, er ramt. Omfanget af tilfælde er mange-mange-doblet i årene efter krigen i forhold til før krigen. Børnene, forældrene, lægerne er fortvivlede (og det er fortvivlende læsning, jeg erindrer ikke hvornår jeg sidst har været så berørt). For de kan intet gøre. For pga. vestens embargo mod Irak har de ikke kunnet få den medicin, der skal bruges. (Kynisme nr. 2 – prøv at forestil dig i situationen på hospitalet. Ubærligt.)

Robert Fisk får via sin avis, “The Independent” lavet en indsamling (250.000£) i England til medicin, som det lykkes at få frem – men alt for sent. Og alt for lidt.

I 2003 invaderer USA (støttet af bl.a. Danmark) Irak med den påstand, at Irak har kemiske og andre masseødelæggelsesvåben. En påstand der senere viser sig at være forkert og at være yderst svagt funderet. Nej, Irak havde ikke kemiske våben. Men USA havde våben, der de facto virkede i stil med kemiske våben. Og brugte dem i krigen i 1991. (Kynisme nr. 3)

Dertil kan så føjes, hvor ubærligt det er at se en sådan historie gentage sig: I 2021 trækker USA sig ud af Afghanistan og indfører i stedet en embargo mod landet, der medfører sult og medicinmangel især hos de fattigste. Man gentager fuldt bevidst tragedien fra Irak. Kynisme uden grænser.

Og så er der nu nogen, der mener at kunne undre sig over, ja ligefrem blive forargede – nogle endog fordømmende – over, at de mennesker fra de kulturer, der oplever en sådan kynisme; at de reagerer imod os. På de måder der nu engang er til rådighed for mennesker uden ret mange ressourcer – hvoraf nogle af disse måder absolut ikke er påskønnelsesværdige. Men de er hverken overraskende eller uforståelige.

Og hvad gør vi fra vesten: Øger hadtalen og kynismen. Det er meget, meget svært at se, hvordan det kan ende godt. Men det er let at se, hvor en løsning skal starte. Pippi Langstrømpe: “Er man stærk skal man også være god.” Ups, det har vi da vist glemt…. – sagde hun virkelig “god”? Shit, vi havde hørt det som “grådig” (olien)….

Gaza, 2002: Fra Troja til Gaza – gentagelsens gru:

At læse Iliaden og Fisks bog samtidig er stærkt nedslående. Barbariet er i detaljer uhyggeligt ens. I detaljer!

Iliaden beretter således om hvordan Achilleus, da han har dræbt trojaneren Hektor, først lader Hektors lig slæbe efter sin stridsvogn for at skamfere det, og derefter lader det ligge på slagmarken med det formål at lade hundene æde det. Der er dog en gud, der er trojaerne venlig, som beskytter liget mod overlast.

I 2002 i Gaza, da israelsk militær har skudt og dræbt tre teenagedrenge, kører de israelske kampvogne gentagne gange over ligene. Og lader dem ligge om natten til hundene, så de lig, deres familie efterfølgende får, er lemlæstede og skambidte. Eneste forskel til for 3.600 år før i Troja var, at der denne gang ikke var nogen barmhjertig gud til at beskytte ligene.

Velbekomme….

Skriv et svar

7 + eleven =