Rikke Arnholtz: Hestehuller. Mellemgaard, 2023. 42 sider.
Forlaget skriver på bagsiden af bogen, at Hestehuller fortæller gennem tolv poetiske prosatekster om en enemors kaotiske liv ovenpå en skilsmisse, og en hverdag, der indimellem slår hårdt.
Det er så sandt, som det er skrevet – poetisk prosa. En etiket, som umiddelbart kunne lede tanken hen på fx Jón Kalman Stefánsson – men her er Rikke Arnholtzs form ganske anderledes. Hver af de tolv tekster er en stream of consciousness, uden punktummer eller andre tegn, der kunne give struktur, pusterum og klarhed. Og det kan minde både om knækprosa og om poesi – men er netop: poetisk prosa.
Stream of consciousness-tekst kan være en farlig form – oftest er jeg kommet til kort over for sådanne evindeligheder af ord, ord og ord. Man går nemt som læser død i det.
Men ikke her. Dels hjælper det, at hver tekst kun er på omkring tre sider – men vigtigst: jeg blev grebet og holdt fast af tekststrømmene, og deres understrømme af fortabthed, desperation, forvirrethed, social og eksistentiel usikkerhed, vrede, ked-af-det-hed, momentan handlingslammethed og meget mere. Så bogen blev læst i ét hug.
Fortabtheden lyser fx ud af denne tankestrøm:
“… jeg ankom snart efter til sommerhuset hvor jeg jo altså kun har præsteret at spilde min tid i en lænestol og senere vågner jeg og opdager at jeg må være faldet i søvn udsigten er blevet sløret af tusmørket og jeg tager sko og jakke på og går ud i halvmørket mærker blæsten dufter havet hører bølgerne og ser et par fugle flyve lydløse forbi og på vej ned til stranden passerer jeg et hus oplyst af kvalmende lykke hvor børnene sidder ved pejsen mor laver aftensmaden far læser avisen og jeg overvejer at kaste en sten igennem deres nydelige sprossede vinduer og derefter løbe alt hvad jeg kan men jeg finder ingen sten i passende størrelse kun nogle latterligt bløde grankogler som man ikke kan udkæmpe nogen som helst værdig krig med…” (s. 15)
Hverdagens og hverdagshændelsernes overvældenhed, at det pludselig “bliver alt, alt for meget, mand”, og at fortælleren suges hen til, ned i hestehuller, der synes bundløse – det formidles til mig som læser på en måde, der giver resonans ikke bare i forstanden, men også i det, som vi for nemheds skyld kan kalde sjælen.
Her endnu et tekstuddrag. Fortælleren vågner efter at have drømt at være faldet i et hestehul ud for stranden:
“… jeg vågnede panisk med hjertebanken og åndenød fordi jeg var sunket så dybt at både min mund og næse var fyldt med sand og vel vidende at man for at undslippe kviksand bør bevare roen lå jeg resten af natten så stille jeg kunne og holdt øje med mørket indtil jeg i de tidlige morgentimer endelig slap løs og flød ovenpå så jeg kunne vække børnene lave morgenmad smøre madpakker og tage på arbejde og jeg tror det var et jordskælv der væltede mig den formiddag hvad ellers selvom de fleste mærkbare jordskælv opstår på fremmede kontinenter langt herfra men midt under min PowerPoint præsentation bevægede gulvet sig så mærkeligt blødt og eftergivende at jeg måtte gribe fat i en bordkant og vel vidende at man i tilfælde af jordskælv bør søge i dækning fandt jeg på en undskyldning afsluttede i al hast min præsentation og skyndte mig hjem i min sofa hvor jeg krøb sammen i det ene hjørne med armene rundt om hovedet for at afværge alt det der væltede ned over mig….” (s. 33)
Samtidig med at hestehullerne potentielt hele tiden er tilstede, er fortællerens fandenivoldskhed det imidlertid også, selv når det mest ligner at “life’s a piece of shit”. Fx her, hvor fortælleren er på vej hjem nytårsaftensdag:
“… hjemme venter forhåbninger ønsker håb som ikke vil blive indfriet men vær velkommen du nye herrens år lad os se om du kan få mig ned med nakken i år lykkedes det kun næsten og jeg parkerer drejer nøglen om åbner bildøren træder ud på det gigantiske hvide snetæppe der nu er trukket ud over hele byen…” (s. 13)
Tankestrømmene fremstår troværdige, og gør én som læser interesseret i det menneske og det sind, som tankerne kører i, og i beskaffenheden af det liv og den verden, fortælleren er i.
Og det hele formidles uden at fortælleren falder i bitterheds-fælden, eller i en uinteressant ‘hvor er det synd for mig’-fælde. Ingen banal følelses-porno her. Man får som læser ‘blot”, i rå form, de fragmenterede tanker, som fortællerens labile men stærke følelser i den grad er bestemmende for.
Samlet set får man som læser en temmelig god fornemmelse af, hvordan det er for fortælleren, når verden brydes ned og drømmene tabes, og man eksistentielt og menneskeligt er ude at skide.
Det kunne være spændende at læse en fortsættelse: Hvad sker der for fortællerens tanker, hvis hun begynder at finde svar på den amerikanske psykoanalytiker Irvin D. Yaloms enkle – men centrale – spørgsmål til dem, han har samtaler med: Hvad vil du?
Er der så slet ikke noget at udsætte på bogen? Nej, det er ikke meget. Den første tekst er måske i sin brug af vejkryds som symbol for livsveje lidt for demonstrativt. (Jeg bliver altid bekymret, når jeg forstår et symbol – så er det nok lidt for udpenslet…) Og i den ellers gennemførte ordbrug i tankestrømmene er der på s. 14 et enkelt ord, “sceneri” som jeg synes mere ville kunne tilhøre en alvidende udefraskuende fortæller, end indgå i den tankestrøm, vi ellers præsenteres for.
Det er første gang, at jeg i min tid som anmelder på Bogmarkedet har giver fuld plade, 6 spirer ud af 6 mulige – men jeg er ikke i tvivl. Og jeg ser frem til mere fra Rikke Arnholtz.
P.s.: Tak til Dan Turell og Monty Python for mit lån af vendinger.
