Christina Lund: Sort monsun. Gutkind forlag, 2023. 320 sider.
Denne anmeldelse falder i to dele, én for de første to tredjedele af bogen, og én anden for den sidste tredjedel. Og lad det være sagt med det samme: De første to tredjedele er decideret strålende. Derefter tipper balancen i bogen, og den bliver meget middelmådig og handling og persontegning klichetung.
Bogen er en spændingsroman, hvis handling kort fortalt er, at en yngre dansk kvindelig journalist, Cathrine, med en del møg og koks i den psykologiske bagage, rejser til Thailand, for at hjælpe med at opklare en sag om den danske ambassadørs forsvundne datter.
Det starter dyleme godt, bare det første afsnit stemmer mig som læser i John le Carré-mode:
“Lyset i Afghanistan var noget helt særligt. Det kunne næsten narre hjernen til at tro, at bjergene, hun kunne se i horisonten, var så tæt på, at hun kunne række ud efter dem. Cathrine drak en kop te på taget af huset, hvor hun havde overnattet. Herfra kunne hun se gennem den grønne dal og mod bjerge, hvis tinder var klædt i sne. Det var tidligt forår, og på træerne var lyse blomster begyndt at springe ud, og lyset reflekterede som fine krystaller i daggryets friske luft. Det var morgenerne, hun holdt allermest af i Afghanistan.”
De stikord jeg gjorde mig, da jeg læste denne del af bogen, var bl.a.:
- Tingene er ikke simple og entydige.
- Ingen personer er entydigt gode eller onde.
- Intet banalt, udpenslet følelsesporno.
- Troværdig hovedperson, nuanceret tegnet.
- Ingen klicheer.
Alt sammen yderst positivt, og hvor det modsatte oftest gør sig gældende inden for spændingsbogsgenren.
Men cirka to tredjedele henne i bogen tipper balancen desværre – den gode le Carre-film knækker. Og bogen kommer til at ligne tusindvis af hurtigt forglemmelige spændingsromaner. Bl.a. fordi det private tager alt for meget over.
Fokus bliver i alt for høj grad på Cathrines følelsesliv, der bliver penslet ud af den alvidende fortæller. Hvor det patetiske, rørstrømske og melodramatiske tager overhånd sammen med psykologiske klicheer. Generelt får vi alt for meget introspektiv beskrivelse af personerne.
Et lille eksempel (om en af de andre personer i bogen):
“Hun var i sorg og chok, og det var tydeligt, at hun kæmpede for at holde tårerne tilbage.”
Samtidig bliver Cathrines måde at agere på ofte både ulogisk og urealistisk – og lidt for standard-dumstædig-helt. Hvilket jeg som læser irriteres over.
Dertil kommer at handlingen nogle gange udvikler sig for hurtigt, og nemme løsninger kommer umotiveret ind fra højre. Her ville det være bedre, om bogen havde været længere, så der blev bedre plads til at lægge op til de ting, der sker.
Der bliver i denne del af bogen fortalt og forklaret alt for meget, hvor antydningens kunst og det underspillede ville være at foretrække.
Og hvor bogen i sin første del er meget afbalanceret i forhold til kultur og samfund i Afghanistan og Thailand, kommer der i den sidste del nogle besynderlige udfald – specielt hvor buddhisme alt for forenklet sættes lig med overtro (side 178).
Det er derfor ret svært at give bogen karakter. Christina Lunds potentiale som forfatter er, ud fra bogens første to tredjedele, tårnhøjt, og ville berettige maksimumkarakter.
Men den sidste tredjedel trækker altså voldsomt ned. Er det en forlagsredaktør, der gerne vil have noget, der ligner en salgbar standard, der har haft alt for stor indflydelse på den sidste del?
Jeg håber, at Christina Lund i sin videre litterære færd vælger at fokusere på at skrive noget, der har høj litterær værdi, fremfor at skrive noget, der er ligegyldigt, fordi der findes tonsvis af det i forvejen.
For hun beviser med de første to tredjedele af bogen, at hun kan skrive rigtigt godt, langt over en debutants normale niveau og over 95% af spændingslitteraturens niveau.
