Benedicte Haug: Døtreskole. Gad forlag, 2023. 213 sider.
Døtreskoles fortæller og hovedperson er en pige på 14 år, der ikke rigtigt har haft veninder, men som i 8. klasse, da hun begynder i Edel Berthelsens Døtreskole, knytter et nært venindeforhold til Johanne. Bogen handler om hvordan fortælleren oplever sit forhold til Johanne, samt til bipersonerne i form af en tredje veninde, fortællerens mor og Johannes familie.
Pigerne leder – midt i tilværelsens på samme tid ulidelige lethed, uklarhed og usikkerhed – efter noget, der betyder noget, og ikke mindst efter sig selv. Samtidig med at der ikke er noget, der for alvor er rigtigt farligt eller rigtigt vigtigt. Men det fylder ikke desto mindre det meste af bevidstheden for fortælleren.
Et par teksteksempler:
“Johanne og jeg bryder os ikke om at lave mad. [….] Men vi er heller ikke kostforagtere. Vi spiser løs, mens vi forsværger nogensinde at tilslutte os det fællesskab, som vi kalder for smørbollens. Den hvide blanding, der kravler sammen nede i gryden, og som vores mødre holder i live med et piskeris. [….] Vi er begyndt at mistænkte mennesket for ikke at være opstået af jorden men af dejen. Vi er sikker selv bagt til live som rosenbrød eller kløbenboller. [….]
“Johanne lægger en finger på læben og glipper med øjnene. Hun tager skamløst for sig af sit eget spejlbillede. ‘ Hvem tror du jeg er?’ spørger hun og lader langsomt læberne glide fra hinanden, en doven attitude, inden hun giver sig til at trykke hårdt på halspulsåren. Jeg ved godt, hvem hun er. ‘Jeg er en engel! Jeg er en engel! Jeg er en engel!’ råber hun, og indimellem hikster hun, men giver sig så til at råbe igen. Jeg ved ikke, om det skal forestille at være sjovt eller ej.”
“Jeg ved at samfundet skatter mig højt, at jeg er meget mere værd end tingene, fordi jeg en skønne dag selv vil skabe endnu flere ting med mine egne hænder – eller mere sandsynligt – med mit hoved. Jeg har så meget potentiale. Måske jeg længes efter, at det bliver min tur til at gøre nytte? indtil videre er jeg fremtiden. Men også det er en gave, jeg ikke vil få lov at beholde. Snart skal jeg vænne mig til, at fremtiden, det er nogle andre.”
På det handlingsmæssige plan sker der meget lidt i romanen. Også det at teksten er let læst, og med korte sætninger, minder en del om Helle Helle.
Men Benedicte Haug har sin helt egen tone. Bl.a. i form af, at teksten i Døtreskole i høj grad fremtræder som en impressionistisk dis. Der samtidig giver en lethed, en ofte detaljerig sanselighed og noget mystisk, uforklaret. Fragmentarisk. Læseren skal i høj grad fornemme sig til tingene.
Vi er i en privilegeret verden, meget langt fra fx en Glenn Bechs ungdomsverden, og undervejs kan man som læser godt komme til at synes, at selvrefleksionen og “leden efter sig selv” fylder frygteligt meget i fortællerens liv. Jeg får indimellem den arketypiske mandlige reaktion: “Handl! Du bliver til noget gennem det du gør i livet!”
Samtidigt er det jo dog nok desværre en roman, der afspejler verden, som den i tiden opleves af mange piger. Selvom dette så i ikke ubetydeligt omfang er en tilbagevenden til den gamle kønsstereotyp om piger (og kvinder), der definerer sig næsten udelukkende ud fra deres relationer til andre. Og hvor pigelivet lukker sig om sig selv – med fravær, fravær, fravær i forhold til verden.
Det er imidlertid ikke en problemstilling, som romanen for alvor sætter til debat.
Teksten anvender dygtigt en lang række litterære og fortællemæssige greb. I en tænkt afkrydsningsliste fra en forfatterskole er der fuld plade – romanen er som dens hovedpersoner en ren 12-tals figur. Og smukt er det. Ordene slynger sig sammen i formfuldendte sætninger.
Ikke mindst anvendelsen af billeder er overvældende, både i kvantitet og kvalitet. Det er fine billeder, fx “hver eftermiddag smiler klokken 17 sit orange smil”. I længden bliver det dog for overvældende, og man bliver træt af lidt for ofte i teksten at komme til et “som” efterfulgt af et billede.
At demonstrere de fortællemæssige og litterære kvaliteter (som er uomtvistelige) kommer til at fremstå lidt for meget som et formål i sig selv og som overflade.
Døtreskole er således et imponerende litterært svendestykke. Forfatterhåndværkeren er dygtig. Og enhver dansklærer vil elske at fremlægge ikke mindst den ret mærkelige og formentlig symbolladede afslutning til fortolkning i klassen.
Men det hele bliver som antydet nemt en anelse udvendigt.
Næste gang må Benedicte Huang gerne give os mere fortælling med dybde, der når læseren. Mere hjerteblod, mere forfatterild! Skru ned for formen og op for substansen!
