Pernille Ipsen: Et åbent øjeblik. Da mine mødre gjorde noget nyt. Gyldendal, 2020. 464 sider.
Hvor er alle drømmene, vi drømte? Jamen de er her sgu da endnu! Og sjældent er deres værdi og vigtighed blevet så bekræftet, som i den herlige, opmuntrende, ærlige bog “Et åbent øjeblik. Da mine mødre gjorde noget nyt.”, hvor Pernille Ipsen fortæller om sine syv mødre – et kvindekollektiv udsprunget af den gryende rødstrømpebevægelse og den første Femø-lejr i 1971.
Bogen giver den fantastiske historie om syv kvinder, der har en klar fornemmelse af, at de vil et andet liv og et andet samfund, sammen, og hvis tvivl, mod, usikkerhed, fandenivoldskhed, uenigheder, forhåbninger, tanker og ikke mindst handlinger bliver så ligefremt beskrevet.
Det er ikke den tilbageskuende, tilbagelænede, bagklogt fordømmende “hvor var vi dog naive/urealistiske/dogmatiske” afstandtagen fra 68-generationen, som en del forfattere har excelleret i. Og heller ikke en tom omgang nostalgi. Men en solidarisk – men absolut heller ikke lobhudlende – fortælling om dele af en generation, der fik og tog sig muligheden for at tænke sig et liv og en verden anderledes. Historien fortælles flot i en kombination af et “indefra”-syn, en løbende selvrefleksion, og historikerens professionelle kildekritiske tilgang.
Bogen bliver i høj grad også historien om fødslen af først rødstrømpebevægelsen og efterfølgende Lesbisk Bevægelse fortalt gennem de syv mødre. Bogen er en sand “page-turner”, der ikke er til at slippe igen. Man bliver både frygteligt meget klogere og ramt i hjertet – uden mindste element af sentimentalitet eller banalitet. De 450 sider er væk på ingen tid.
At læse bogen, selv som mand og 10-15 år yngre end mødrene, er mentalt som at komme hjem – hjem til at kunne forestille sig verden og livet på andre måder, til troen på at vi kan forandre – og til sange som https://www.youtube.com/watch?v=2UDW4vyvqAk. Det er lige til at blive helt høj af…
