- Caspar David Friedrich – Infinite landscapes (Nationalgalerie, Berlin, 2024, 352 sider)
- Lilian Munk Rösing: Friedrichs farver (Turbine, 2024, 286 sider)
- Kasper Monrad: Caspar David Friedrich og Danmark (Statens Museum for Kunst, 1991, 224 sider)
Der har i år i Berlin været afholdt den formentlig største udstilling af Caspar David Friedrichs værker nogensinde. Billetterne til museet var udsolgt månedsvis i forvejen.
Hvorfor er Friedrich så interessant? Og netop nu? (For i sin umiddelbare eftertid blev han hurtigt glemt. Blev genopdaget for godt 100 år siden, og siden er interessen kun steget.)
Det forsøger udstillingskataloget og Lilian Munk Rösings nye bog at give svar på. Vel at mærke “svar” i flertal. For der er ikke kun ét svar, men mange svar – svar der både er konkurrerende og supplerende.
Friedrich var en tysk maler, der levede fra 1775-1840; det meste af tiden bosat i Dresden. Han blev opfattet som en del af romantikken, fordi han malede havd man kunne betegne som ‘skønne landskaber’. Men han var meget mere. Mange har fx – med god grund, synes jeg – også set Friedrichs malerier som en forløber for impressionismen.
Uendeligheden, evigheden og alenetheden
Forsiden af udstillingskataloget viser et af Friedrichs mest berømte malerier, i dag benævnt “Munken ved havet”, fra 1810.
Om bl.a. det maleri skrev Friedrich selv, at han malede dét, der lå udover det observerbare i nutiden: mysteriet om fremtiden, det ukendte efter døden. I Friedrichs religiøse verdensanskuelse (han var protestant) betød det, at han malede det, der kun kan forstås og nås gennem troen – fordi erkendelsen og videnskaben ikke kan give svar på det hinsidige.
Friedrichs landskaber har da også to tilbagevendende karakteristika:
- Landskaberne virker uendelige, baggrunden er uklar/tåget. Denne uendelighed er ikke alene rumlig, men også tidslig: evigheden.
- Hvis der er mennesker på billederne, er de som regel rygvendte, og ofte er der kun én person. Oftest virker menneskene kontemplative. De er i deres egne tanker – de er alene. Der er meget stilhed i billederne.
Friedrich kunne male dette, så man som betragter får en oplevelse af det sublime i naturen og verden. Man fortaber sig i billedet; øjnene og tankerne svømmer hen i uendeligheden og i det, at man som menneske er så meget mindre og ubetydelig i forhold til verdens uendelighed. (Måske en form for zen?)
For mig er billederne uhyre smukke, og giver samtidig en slags syndsforladelse for mig selv og en tilgivelse af andre menneskers handlinger – for det vi gør og kan, er trods alt i den store sammenhæng ikke så betydningsfuldt.
Tolkninger og forståelser
Udstillingskataloget (som museet i Berlin gerne sender til Danmark) gengiver selvfølgelig først og fremmest samtlige udstillede værker, men dertil også nogle værker, som ikke har kunnet komme med, men som omtales i katalogets artikler. Stort format og flotte gengivelser. (De ses iøvrigt allerbedst udendørs i solskin! Selv har jeg haft fornøjelse af at læse i kataloget siddende på det, som L.A. Ring kaldte ‘Lundbyes bænk’, nær Arresøen.)
Katalogets centrale artikler giver en oversigt over en række væsentlige tolkninger, som Friedrichs billeder har været genstand for gennem tiden. Billederne kan således ses som visende først og fremmest:
- Religiøse symboler (Helmuth Börsch-Supan)
- Hvad det vil sige at se (Johannes Grave)
- Forholdet mellem tro og videnskab (Hilmar Frank)
- Nationen Tyskland (nazisterne)
Friedrich var som nævnt religiøs, og han var også tysk nationalist/patriot. Så hans eget fokus har været på det religiøst hinsidige, og på at vise Tyskland frem.
Men som al rigtig god kunst kan Friedrichs billeder altså give anledning til mange andre forståelser, oplevelser, tanker og fortolkninger, end dem han selv havde fokus på.
Resonansforholdet mellem maleriet og betragteren
Her kommer Lilian Munk Rösings usandsynligt skønne bog om Friedrich så på banen. For hun fortæller om, hvad Friedrichs malerier gør i hende og ved hende. Hun fortæller om det subjektive møde mellem hende og malerierne. Om den resonans, billederne giver for netop hende.
Og giver noget som helst andet i virkeligheden mening? Eller er interessant?
Jo, jo, for kunsthistorie-nørder kan det da selvfølgelig være interessant, hvad Friedrich selv mente. Og man kan i forlængelse af det hygge sig med at diskutere, hvad der er “den rigtige” udlægning.
Men det, der gør kunst interessant, er dog, hvad det kan gøre ved den enkelte, ved mig. Og det findes der ikke noget almengyldigt svar på – det er subjektivt, fordi kunsten først for alvor opstår netop i mødet mellem kunstværket og betragteren.
Og det gode kunstværk er derfor det, som kan gøre “noget” ved mange forskellige betragtere, på tværs af tid og rum.
Rösing tolker en stor del af billederne (men langtfra alle) ud fra en køns-synsvinkel, hvilket ligger Rösing naturligt for med sin baggrund i Freudiansk tænkning. Og hun gør det ganske overbevisende, ud fra sit liv og verdensbillede.
Ikke at jeg er enig i alle Rösings tolkninger. Men det gør jo netop ikke noget. Tolkningerne er under alle omstændigheder skarpe og spændende, og får mig til at overveje mulige nye aspekter i mit møde med billederne.
Min egen resonans med billederne handler mest om det med uendeligheden og alenetheden, som jeg skrev om tidligere, blot uden Friedrichs religiøse aspekt. For en agnostiker som jeg giver det ikke mening at forskrive sig til en bestemt fortælling om det, der i tid/rum er hinsides det, som vi kan erkende. Det må stå mere åbent.
Men jeg bliver draget af det sublime i Friedrichs landskaber, og deres måde at vise hvordan uendeligheden er et mysterium.
Og så synes jeg i øvrigt, at der er meget store overensstemmelser mellem Friedrich og Hammershøi. Friedrich malede uendeligheden, evigheden og alenetheden udendørs. Hammershøi gjorde det indendørs. Men de giver stort set samme resonans i mig.
P.s.: Statens Museum for Kunst havde i 1991 en udstilling om Friedrichs tilknytning til Danmark (Friedrich fik sin grundlæggende tegne- og maleuddannelse ved Kunstakademiet i København). Det kom der et fint udstillingskatalog ud af, med Kasper Monrad som hovedforfatter. Heri beskrives bl.a. et malerisk slægtskab mellem Friedrich og Lundbye.
