Tøndermarsken

Henrik Saxgren og Hans Edvard Nørregård-Nielsen: Tøndermarksen. Gyldendal, 2019. 200 sider.

Forventningerne til bogen var ret høje. Ikke mindst taget i betragtning, hvor godt et værk, der for nogle år siden kom ud af samarbejdet mellem Hans Edvard Nørregård-Nielsen og Kirsten Klein om Limfjorden.

Lad det være sagt med det samme: Forventningerne blev langt fra indfriet. Meget langt fra.

Det går galt på faktisk alle fronter:

  • Bogen har undertitlen “Stemninger fra det sydvestlige Jylland i billeder og ord.” I forhold til det mål, så er selve matchet mellem HENN og Saxgren ikke ret godt. For ja, HENN formidler stemninger (og ånd) – men det gør Saxgren kun sjældent. Ligesom hans i øvrigt udmærkede fotos fra Grønland, så er hans fotos også  her mere observerende end de er stemningsformidlende (endsige åndfulde). Der er enkelt undtagelser, såsom et foruroligende foto af heste og fugle – men undtagelserne er alt for få. Og man får derfor også i alt for ringe grad lyst til at opholde sig ved de enkelte fotos, man bladrer hurtigt igennem, og har lidt oplevelsen af, at de fleste af dem kunne enhver turist i Tøndermarsken med lidt held have taget.
  • Tekst og billeder er slet ikke forsøgt relateret til eller berigende hinanden. Først 40 siders tekst af HENN, og derefter alle Saxgrens fotos. Men det var nok også en svær opgave at få fotos og tekst til at berige hinanden, og skabe en samlet oplevelse hos læseren.
  • Bogens format og struktur understøtter på ingen måde formidlingen af fotoene. Formatet er for lille. Og strukturen er den simplest mulige, nemlig døgnets timer – ingen forsøg på tematik.
  • Gyldendal har sparet en ordentlig korrekturlæsning væk, og har lavet en så pauver indbindingskvalitet, at bogen fremstår nusset stort set bare man åbner den.

Alt i alt forløses målet med bogen og læserens forventninger slet ikke.

Eneste glæde er HENN’s tekst, der er i hans sædvanlige erindringsstil, og her er passende doseret (40 sider).

Bogen er således et afskrækkende eksempel på meget dårligt redaktør- og forlagsarbejde. Det virker som noget hurtigt sammenstykket, der alene ud fra forfatternavnene skulle give penge i forlagskassen. Men sjældent har jeg som bogkøber følt mig så meget taget ved næsen.

Gyldendal kan ikke være det bekendt – hverken overfor forfatterne eller overfor læserne.

Skriv et svar