Udstillingskatalog udgivet 2026 af Johannes Larsen Museet, Nivaagaards Malerisamling og Ribe Kunstmuseum. 264 sider
Lige som Anna Ancher med tiden er blevet den mest interessante blandt Skagensmalerne, er noget tilsvarende ved at ske or Christine Swane i forhold til Fynbo-malerne.
Det understreges med udstillingen i 2026, med tilhørende bog/katalog.
Udstillingens baggrund er, at det i 2026 var 150 år siden, at Christine Swane blev født. Udstillingen startede ganske rimeligt i Kerteminde, på Johannes Larsen Museet, opkaldt efter Christines bror. Efterfølgende på Nivaagaard og Ribe Kunstmuseum.
Uanset om man ser udstillingen eller ej, er kataloget med dets mange rigtig gode afbildninger af Christine Swanes malerier en fryd og fornøjelse. Efter Christine Swane frigjorde sig fra den traditionelle fynbo-realisme, og fandt sin farvepalette med primært grønt og blåt, med strejf af kubisme og andet godt, fik hun sin helt egen stil. En stil, som jeg bliver glad og varm i låg og sjæl af at se på, og kan falde helt hen i – se selv efter i bogen!
Hun er måske allermest kendt for interiør-billeder med planter i vindueskarmen og fuglebure, men kataloget (og udstillingen) fokuserer i høj grad også på hendes landskabsmalerier og bybilleder (fra bl.a. sit hus i Birkerød). Som for mig er de allerbedste.
Og her åbnes for nyt: Kendt er måske hendes maleri af udsigten over Tisvilde Hegn (s. 164), men mindre kendt – men ikke mindre dejlige – er hendes billeder fra Bretagne (s. 170) og fra Sverige (bl.a. side 169).
Og så kan hun male en juleaften – eller i hvert fald et fuldt pyntet juletræ – uden at det bliver sødladent og vammelt (side 190).
I kataloget er der også gode artikler af en række kunsthistorikere m.fl., bl.a. Eva Frellesvig, Simone Lind Rasmussen og Jeppe Priess Gersbøll.
Se udstillingen! Læs og nyd bogen!