Her er der ingen, der græder om fredagen

Lean Pejtersen: Her er der ingen, der græder om fredagen. Udgivet af Harpyie i 2022. 64 sider.

Bogen indeholder en række korte tekster (typisk 6-8 linjer på hver af de 64 sider), der beskriver oplevelsen af at have et arbejde og være på arbejde.

Formuleringerne i teksterne er ikke forfatterens egne, men er sakset fra ansatte, der er blevet bedt om at beskrive arbejdets fysiske rum, hvordan de håndterer stress, hvordan de blev ansat – samt komme med en indrømmelse om noget de har gjort på arbejde.

Det sidste, det med indrømmelserne, fungerer klart bedst, idet de ansatte dér har haft et åbent, bredt spørgsmål at tænke og formulere sig ud fra. Hvorimod de andre temaer mere giver anledning til “lukkede” svar.

Forfatteren skriver i forordet, at hans teknik med at klippe formuleringer ud og sammen fra flere stemmer, er inspireret af den amerikanske digter Diana Hamilton. Derudover peger teknikken også i retning af cut-up teknikken fra dadaisterne i starten af det 20. århundrede, og efterfølgende William Borroughs – omend disse primært foretog cut-up (klippe/klistre) i egne tekster.

De bedste steder fungerer teknikken fint, og der kommer poetisk-konkrete tekstfragmenter ud af det. Fx blev jeg positivt stemt af bogens titel “Her er der ingen, der græder om fredagen”. (Måske også fordi jeg har oplevet en direktør på mit arbejde indføre det ultimative ja-hatte-motto: “Yes, det er mandag”, og bogtitlen var et velkomment korrektiv hertil.)

Der er også enkelte andre tekststykker, der gennem cut-op teknikken har fået en vis poetisk åre over sig, som fx

“jeg startede med at lære softicemaskinen at kende, hvis ham, der sidder ved siden af mig, snakkede lidt til mig, ville det virkelig gøre det lettere at falde til”

“Halvdelen af tiden aner jeg ikke, hvad jeg skal gå i gang med, jeg nævnte for en kollega, at jeg godt gad have mulighed for at kunne ringe til de voksne, hvortil han svarede, må man bare erkende, at vi er helt alene hjemme.”

Men snapsene af den type er ikke store, og der er ikke mange af dem.

Der er så en række tekstfragmenter, der beskriver, hvor uendeligt trøstesløst og/eller latterligt arbejde kan opleves, og hvor ulidelige chefer kan være, fx:

“jeg har skiftet navn til senior front desk manager, men lige i dag burde man nok kalde mig piccoline, jeg gør rent og vander blomster”

“jeg gemte mig i en hule, vi havde bygget som en teambuildingøvelse, så min chef ikke kunne finde mig, så lå jeg der og tænkte over, hvad der var galt”

“man står op hver morgen, tager med en bus, man hader, hen til et job, man er nødt til at udføre, da det gik op for mig, følte jeg lidt, at mit hoved var ved at eksplodere”

Men er det skønlitteratur? Eller mest faglitteratur (arbejdssociologi/socialpsykologi) der dokumenterer oplevelsen af at have et arbejde?

Det er vel lidt af begge dele, og sætter sig – på trods af cut up-teknikken – lidt mellem de to stole.

I forhold til at fungere som skønlitteratur har bogen flere ting imod sig. Når man som forfatter vælger at lade romanen bestå af enkelte, mindre tekstfragmenter, uden nogen klare gennemgående personer, så skal man være lidt en Olga Ravn, der i sin bog “De ansatte” om samme tema, alligevel lykkes med at skabe en sammenhængende fortælling. Og det er Lean Pejtersen ret langt fra at være. Måske også fordi han ikke for alvor bringer sig selv i spil, ikke selv har skrevet nogle af tekstfragmenterne, men blot været en slags redaktør ved at stykke andres tekstfragmenter sammen.

Derfor er bogen selvfølgelig også meget langt fra andre danske forfatteres bøger med arbejdslivet som et væsentligt tema (fx Kristian Bang Foss: Stormen i 99, og Lone Aburas: Den svære toer). Mindre kunne selvfølgelig også gøre det for en debutant. Men som læser sidder jeg tilbage med fornemmelsen: “Nå.”

Jeg er ikke rigtigt blevet nået, hverken fortællemæssigt, poetisk, eksistentielt, eller er blevet klogere.

Så nej, bogen er på en måde ikke lykkedes, men det er der mange debuter, der ikke er – og der er i ideen bag bogen – det at ville formidle livet på arbejde i al dets rædsel, absurditet, trivialitet, tragikomik og tåbelighed – nogle spirer og intentioner, som jeg vil håbe, at Lean Pejtersen har mod på at give nogle flere forsøg. Hvor han meget gerne bringer sig selv som tekstforfatter mere i spil.