Af Olga Ravn. Gyldendal, 2018. 136 sider.
Normalt er jeg ikke meget til science fiction. Men der er enkelte undtagelser. Olga Ravns bog er en af dem.
Scenen hun sætter, er et rumskib i det 22. århundrede, på vej ud i rummet. Med en besætning af mennesker og menneskelignende. Som aflægger korte, lettere abrupte vidneudsagn om, hvad de oplever og mærker.
Man skal have lidt tålmodighed med bogen. I starten er det svært at se, hvor det bærer hen – jeg var lidt længe om at komme igennem de første 50 siders beretninger. Men så tager det fart, og det bliver rigtigt svært at slippe bogen. Vi får en nærmest uhyggelig beskrivelse af og en ætsende kritik af arbejdslivet og det at være ansat. Hvor rumskibet gør det ud for en ekstrapolering 100 år frem af vor tids umenneskelige mastodontarbejdspladser og menneskesyn samme steder.
Gjort helt uden pegepind, uden på nogen måde at være belærende eller udpenslende eller banal. Men mere poetisk – og dog samtidigt i et knapt sprog. Ikke noget indføleri eller proklamationer her.
Et kort citat fra vidneudsagn nr. 077: “Dr. Lund var meget velklædt, faktisk lapset. Jeg vidste ikke, hvem jeg tilhørte i hans øjne. Om jeg var menneskelig, eller om jeg var en ting i live. Selvom jeg er født og opvokset, og der stod ‘menneske, menneskelig’ i mine papirer, var der noget ved hans opførsel, som fik mig til at tænke, at han ikke betragtede mig som ligeværdig, og i nogle korte, frygtelige sekunder følte jeg mig kunstig, skabt, ikke andet end en menneskelignende maskine af kød og blod.”
En oplevelse du kan genkende? Rigtig god fornøjelse med bogen. Den er fanme uhyggelig, du. Sådan for alvor.
