Af Henrik Pontoppidan. Gyldendal, 2018. 60 sider. Første gang udgivet i 1887.
Bogen handler, meget kort fortalt, om en dansk student, der ved skæbnens tilskikkelser bliver præst i et udsted i Grønland, og efter et langt liv dér, får længsel hjem til Danmark, og får en præstestilling på landet.
Bogen er i sig selv også meget kort, er vel nærmere en novelle. Så den er hurtigt læst – uden at den på nogen måde er overfladisk. Det er faktisk forbløffende, så fin og nuanceret en menneskeskildring, Henrik Pontoppidan kan levere på så kort plads.
Så selvom stil og temaer kan siges at være en forløber for Lykke-Per og De dødes rige, så er det så sandelig en udlært forfatter, der har skrevet Isbjørnen. Som meget fint beskriver den egensindige sjæl, drømmeren, længslerne og den tvivlsomme almindelige danske præstestand – og som her samtidigt gør det særdeles humoristisk.
Læs bare her, hvor den nu aldrende præst, tilbage i Danmark, driller sin kapellan, hr. Ruggård:
“Veed De, hvad jeg i dag har tænkt på?”
“Nej – det veed jeg ikke.”
“De burde, ved gud, gifte Dem, hr. Ruggård.”
“Gifte mig? … Hvad mener De med det?”
“Jo, ser De … jeg læste forgangen dag om disse nye patentkakkelovne – disse transportable, De veed. Sig mig: kunne De ikke ha’e lyst til at gifte dem med sådan en? Det måtte betsemt være noget for Dem! Tænk transportabel! Den kunne de altså nok så dejlig spasere med under armen, når de gik ud; og om natten kunne den ligge og varme Dem i sengen … Frisk indfyring morgen og aften, som der står i annoncerne! Hvad siger De til det? Var det ikke en storartet ide?”
Mon ikke det har inspireret Gustav Wied til den diabolske Knagsted?
Store ligheder er der også til Flemming Jensen humoristiske erindringer knap 100 år senere om liver som skolelærer i en bygd i Grønland, “Vejledning i sælfangst” – blot (undskyld til Flemming Jensen som jeg ellers er stor fan af) har Isbjørnen større dybde, både humoristisk og i skildringer af personer og miljøer.
En rigtig fin lille sag af Henrik Pontoppidan.
