Af Jess Ørnsbo. Gyldendal, 2018. 42 sider.
Hvem har set sjælen i
fuld størrelse
Sådan slutter et af digtene i Jess Ørnsbos seneste digtsamling.
Et andet digt lyder:
STOF
Som det sorte stof…
der vandrer gennem kroppene
og jordens indre
uantastet af kvarkers kvark
Men sjælen altid uden navn…
derfor blev den aldrig fundet
Men som det sorte stof fylder den alt
flytter kun lidt på lyset
og galaksernes skæve stilladser
Sjælen det sorte stof
gemmer sig bag årstiderne
eller dele af dem
himlens rækværk
og skyernes syltetøj
Det sorte stof
vores nærmeste nabo
Hvorfor er det godt?
Jeg ved det ikke, eller kan i hvert fald ikke forklare det i gængs sprog. Ligesom jeg ikke kan forklare “meningen” med digtet, uden at det bliver banalt og forsimplet.
Og hvis jeg kunne det, havde der nok ikke været grund til at skrive digtet som et digt.
Men på en eller anden måde slår det nogle strenge an i mig, som jeg mærker; der er noget der når mig på en fin måde. Som for mig er sjældent – langt de fleste digte får jeg meget lidt ud af.
Men jeg læste et par uddrag af Jess Ørnsbos digte i anmeldelser – og det fangede mig.
Selve anmeldelserne sagde mig ikke meget. Derfor vil jeg heller ikke forsøge at sætte flere ord på her, men nøjes med et lille ekstra uddrag:
Naturen er stor uro
den gemmer sig
bag tililende regnvejr
og tilfældige solgrynt
vender månen mon den rigtige vej
nåede stjernerne tilbage
fra nattens retræteposter
Men det ubærlige…
Hvis det også rør noget i dig, så er det ned til boghandleren!
