Af Dan Turell. Asger Schnacks Forlag, 2019. Første gang udgivet 1973-79.
Jeg holder meget af Dan Turells frembringelser – må vel nærmest betegnes som en slags fan. Derfor så jeg også frem til den samlede genudgivelse af hans samlede såkaldte dåse-digte, som jeg ikke før havde dyrket. Bogen stod da også planmæssigt udenfor døren på udgivelsesdagen i går.
Lad det være sagt med det samme: Det var en skuffelse – og en af de større. Asger Schnack har gjort Dan Turell noget af en bjørnetjeneste ved at trække disse digte frem i lyset igen.
Eksempel (langt fra det værste):
“Hvis gamle Kingo
kendte noget til Ringo
ville han sige: ‘Gringo!
Vi to vi gynger!
Jeg skriver, du synger –
Den’ simpelt hen bare Bingo!’
Og sådan fortsætter det derud, med hurtige fikse rim – men helt uden mening, finesse, skønhed eller noget som helst andet, der kunne give anledning til bare et par sekunders eftertanke. Det er ganske kalorietomt, også selvom man så alene satsede på en her-og-nu oplevelse.
Nu var Dan Turell kendt for at være højproduktiv og ikke lade noget skrift gå til spilde – men det burde han så have gjort her, hvor niveauet vel ligger på omkring en lettere sprogligt vakt udskolingsklasseelev.
Om det så skyldes at syren og andre bevidsthedsudvidende stoffer har fyldt for meget i Dan Turells liv på det tidspunkt, kan jeg ikke vide – men kapiteloverskrifter som “LSDigte” kunne antyde det. Til det er der kun at sige, at sådanne indtagelser måske – måske! – har været befordrende for kunstnerisk frembringelse i andre situationer. Her synes det dog mest at have befordret det infantile…
Enkelte godbidder er der dog, fx:
“Åh jeg
elsker dig
sådan
at jeg er hélt
forsvarsløs
over for mig selv”
Men der er meget, meget langt imellem sådanne snapse.
Lad os i stedet glæde os over alle de andre gode bøger – og musik – som Dan Turell har givet os.
