Af Henrik Pontoppidan. Gyldendal 2018. 144 sider. Oprindeligt udgivet i 1943.
“Hvor vilde vi være ilde farne, dersom vi altid skulle nøjes med, hvad der strengt retfærdigt tilkommer os.” Sådan skriver Henrik Pontoppidan (s. 102) i sin meget fine, lille erindringsbog “Undervejs til mig selv”.
Så sandt, så sandt, må det siges, når man – som undertegnede – mestendels uforskyldt er blevet begunstiget med et dejligt liv. For Henrik Pontoppidan er det nu dog ikke ganske uforskyldt, for når man har skrevet så prægtige romaner som Lykke-Per, De dødes rige og Det forjættede land, så har man for alvor ydet sit.
Der er sikkert andre end jeg, der efter at have læst disse romaner, kan stå tilbage med spørgsmålet: Hvor står Henrik Pontoppidan så egentlig? Hvad er hans synspunkt på eksistensen, det religiøse, livets mening? At man som læser står usikkert tilbage på den måde er netop udtryk for romanernes styrke: At der ikke er en entydig doceren. Men lidt nysgerrig kan man jo dog alligevel godt være på forfatteren.
Her giver erindringerne hjælp. Ikke at bekendelser eller trossætninger fylder meget, men af et par enkelte sidebemærkninger bliver man klogere. Ingen spoilere her – men bid mærke i hans omtale af Nietzsche og specielt side 129-130. Derudover er det tydeligt, at Henrik Pontoppidan har haft nogle – men bestemt ikke alle – lighedspunkter med Lykke-Per, specielt fascinationen af tekniske fremskridt og muligheder.
Heller ikke livet som forfatter fylder voldsomt. Men vi får en rigtig fin, nøgtern og ubesmykket fortælling om opvækst, forelskelser og familieliv, samt indtryk og betragtninger om land og by.
Bogen er en af de bøger, der nok er let læst; men som gør stort indtryk.
Den være hermed varmt anbefalet.
