Af Agnes Henningsen. Gyldendal 2018. 540 sider. Oprindeligt udgivet i 1941.
Jeg har tilbragt den sidste uge i selskab med Agnes Henningsen. Og sikke et selskab – forrygende.
De to første af hendes i alt otte erindringsbøger er udkommet i et samlet bind. Jeg har aldrig før kendt hende som så meget andet end som mor til PH. Men sikken et levet liv – og så godt fortalt af hende 50-70 år efter, i 1941. En af årets allerbedste læseoplevelser, der for alvor giver begrebet lystlæsning fuld mening.
”Letsind” indgår i titlen. Og et let sind, det har hun, den lille og den unge Agnes. Et utroligt livsmod, og en længsel efter og tro på det nye, det kommende; så de mange triste og ubehagelige ting på vejen hurtigt lægges bag. Men letsindig? Jo, måske i tanken og drømmen, og i at fascineres og binde sig hurtigt. Men de ”legemlige” udslag lader vente på sig.
Det er svært ikke at blive både glad og oplyst af at læse hendes erindringer. Oplyst, fordi der er så levende skildringer både af barndommens miljø på de større gårde på Fyn, og senere af livet blandt interessante og kulturfornyende personer i København som Herman Bang, Georg Brandes og en del flere.
Sideløbende med de 500 siders erindringer, har jeg haft gang i den nye 500 siders udgivelse om Hammershøi. De to udgivelser handler om samme tidsepoke, og beriger hinanden rigtigt godt – begge har noget drømmende over sig, men på ret forskellige måder – fascinationen af mulighederne kontra det stille.
Jeg kan næsten ikke vente, til næste bind kommer i Gyldendals prisvenlige klassikkerudgave. Måske jeg må kaste mig over de gamle udgaver. Men de eminente forsidetegninger på denne udgave kunne være værd at vente på.
